Moralteologernes tjeneste

109. Hele kirken er kaldet til evangelisering og til at vidne om et liv i tro, fordi den har fået del i Herren Jesu munus propheticum ved at have fået skænket hans Ånd. Takket være sandhedens Ånds stadige nærvær i kirken (sml. Joh.14,16-17), er det således, at "det troende folk som helhed, salvet af Den Hellige (sml. 1.Joh.2,20.27), kan ikke fare vild i sin tro. Denne specielle egenskab giver sig til kende gennem hele folkets overnaturlige trosinstinkt, når det "fra biskopperne til de yderste rækker i det troende lægfolk", fremviser en enstemmig tilslutning i tros- og moralspørgsmål".

For at udføre sin profetiske opgave må kirken stadig genopvække eller "genopflamme" sit eget trosliv (sml. 2.Tim.1,6) især gennem en dybere og dybere overvejelse under Helligåndens vejledning af selve troens indhold. Teologens "kald" i kirken er specielt til tjeneste for denne "troende indsats for at forstå troen". Som instruktionen Donum Veritatis lærer: "Teologens kald er et af de kald, som Ånden vækker i kirken. Det er teologens opgave på en særlig måde at stræbe efter en dybere og dybere forståelse af Guds ord, som findes i de inspirerede Skrifter og er videregivet af kirkens levende Tradition. Dette gør teologen i fællesskab med læreembedet, som har fået pålagt ansvaret med at bevare troens skat. Ifølge sit væsen appellerer troen til fornuften, fordi den åbenbarer menneskets sande bestemmelse for det, og hvordan det skal opnå den. Åbenbaret sandhed overstiger bestemt, hvad vi kan beskrive. Al vor erkendelse kommer til kort over for dens i sidste instans ufattelige storhed (sml. Ef.3,19). Ikke desto mindre drager den åbenbarede sandhed fornuften - Guds gave der er indrettet til tilegnelsen af sandhed - til at træde ind i dens lys og derved til en vis grad komme til at forstå, hvad den har troet. Teologien reagerer på sandhedens indbydelse, når den forsøger at forstå troen. Derved hjælper den Guds folk til at opfylde apostlens befaling (sml. 1.Pet.3,15) om at gøre regnskab for deres håb over for dem, der kræver det".

Det er fundamentalt for at definere selve teologiens identitet og følgelig for teologien at udføre sin rette opgave, at erkende dens dybe og livsvigtige forbindelse med kirken, dens mysterium, dens liv og dens sendelse. "Teologi er en kirkelig videnskab, fordi den vokser i kirken og beskæftiger sig med kirken... Den er til tjeneste for kirken og bør derfor føle, at den selv er aktivt involveret i kirkens sendelse, især i dens profetiske sendelse". På grund af selve sit væsen og sine fremgangsmåder kan ægte teologi kun trives og udvikles gennem en engageret og ansvarlig deltagelse i og "høren-til" kirken som et "trosfællesskab". Til gengæld bliver resultaterne af teologisk forskning og dybere indsigt en kilde til berigelse for kirken og dens trosliv.