111. Den tjeneste, som moralteologer er kaldet til at yde i vore dage, er af den største vigtighed, ikke blot for kirkens liv og sendelse, men også for det menneskelige samfund og den menneskelige kultur. Moralteologer har den opgave, i tæt og levende forbindelse med bibelteologi og dogmatik gennem deres videnskabelige overvejelse at henlede opmærksomheden på "det dynamiske aspekt, som vil fremkalde det svar, som mennesket må give på det guddommelige kald, der kommer i processen med dets vækst i kærlighed inden for et frelsesfællesskab. På denne måde vil moralteologi opnå en indre åndelig dimension, som svarer til behovet for helt at udvikle det imago Dei, der findes i mennesket, og som svarer til de love for åndelig udvikling, der er beskrevet af kristen asketisk og mystisk teologi".

Moralteologien og dens lære møder bestemt særlige vanskeligheder i vore dage. Fordi kirkens etik nødvendigvis indbefatter en normativ dimension, kan moralteologi ikke reduceres til en sum af viden, der er udarbejdet blot i sammenhæng med de såkaldte adfærdsvidenskaber. Disse beskæftiger sig med fænomenet etik som en historisk og social kendsgerning; moralteologi er imidlertid, skønt den er nødt til at gøre brug af adfærds- og naturvidenskaberne, ikke afhængig af resultaterne af formal empirisk observation eller fænomenologisk forståelse alene. Faktisk må adfærdsvidenskabernes anvendelighed for moralteologi altid måles over for det oprindelige spørgsmål: Hvad er godt eller ondt? Hvad skal der gøres for at opnå evigt liv?