113. Undervisning i morallære indbefatter den bevidste accept af disse intellektuelle, åndelige og pastorale ansvar. Moralteologer, der har påtaget sig opgaven med at undervise i kirkens lære, har således en alvorlig pligt til at opøve den troende til at foretage denne etiske skelnen, til at være forpligtet over for det sande gode og til tillidsfuldt at tage sin tilflugt til Guds nåde.

Mens meningsudvekslinger og meningskonflikter kan være normale udtryk for offentligt liv i et repræsentativt demokrati, kan morallære bestemt ikke afhænge kun af respekt for en proces: den fastsættes jo på ingen måde ved at følge de regler og velovervejede procedurer, der er typiske for et demokrati. Dissens, i form af omhyggeligt organiserede protester og polemikker, der føres i medierne, er i modstrid med det kirkelige fællesskab og med en rigtig forståelse af Guds folks hierarkiske forfatning. Modstand mod kirkens hyrders lære kan ikke betragtes som et legitimt udtryk hverken for kristen frihed eller for mangfoldigheden af Åndens gaver. Når dette sker, er det kirkens hyrders opgave at handle i overensstemmelse med deres apostolske sendelse, idet de insisterer på, at de troendes ret til at modtage den katolske lære i dens renhed og helhed altid skal respekteres. "Uden at glemme, at også han eller hun er et medlem af Guds folk, må teologen have respekt for dem og føle sig forpligtet til at give dem en undervisning, der på ingen måde skader troslæren".