119. Sådan er den kristne tros trøsterige vished, kilden til dens dybe menneskelighed og overordentlige enkelhed. Somme tider kan det i diskussioner om nye og komplekse etiske problemer synes, at kristen etik i sig selv er for krævende, for vanskelig at forstå og næsten umulig at praktisere. Dette er ikke sandt, for kristen etik består i evangeliets enkelhed i at følge Kristus, i at overgive sig selv til ham, i at lade sig blive forvandlet af hans nåde og fornyet af hans barmhjertighed, gaver som kommer til os i kirkens levende fællesskab. Augustin minder os om, at "de, der vil leve, har et sted at leve, og har alt, hvad der er nødvendigt for at leve. Lad dem komme nær, lad dem tro, lad dem blive del af det legeme, for at de kan have liv. Lad dem ikke vige tilbage for dets medlemmers enhed".182 Ved Helligåndens oplysning kan det levende hovedindhold af den kristne etik forstås af enhver, selv af den mindst lærde, men især af dem, der er i stand til at bevare et "udelt hjerte" (sml. Salme 86,11). På den anden side undtager den evangeliske enkelhed én ikke fra at møde virkeligheden i dens kompleksitet; tværtimod kan den føre til en mere ægte forståelse af virkelighed, fordi efterfølgelse af Kristus gradvis vil fremhæve den særlige beskaffenhed af ægte kristen etik, samtidig med at give den nødvendige vitale energi til at virkeliggøre den. Det er kirkens læreembedes opgave at sørge for, at den dynamiske proces med at følge Kristus udvikles på en organisk måde uden fornægtelse eller tilsløring af dens etiske krav med alle deres konsekvenser. Den, der elsker Kristus, holder hans bud (sml. Joh.14,15).