Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library |
Ioannes Paulus PP. II Veritatis splendor IntraText CT - Text |
|
|
HENSIGTEN MED DENNE RUNDSKRIVELSE 4.Til alle tider, men især i de sidste to århundreder har paver, enten personligt eller sammen med bispekollegiet, udviklet og fremsat en morallære hvad angår de mange forskellige områder af menneskelivet. I Kristi navn og med hans autoritet har de formanet, bedømt og forklaret. I deres indsats for menneskeheden, i deres troskab mod deres sendelse, har de bekræftet, støttet og trøstet. Med garantien om sandhedens Ånds bistand har de bidraget til en bedre forståelse af den etiske fordring på den menneskelige seksualitets, familiens og det sociale, økonomiske og politiske livs områder. I kirkens tradition og i menneskehedens historie repræsenterer deres lære en stadig dybere viden, hvad etik angår. I dag synes det imidlertid nødvendigt at overveje kirkens etiske fundament med det præcise mål at minde om visse fundamentale sandheder i katolsk lære, som i de nuværende omstændigheder risikerer at blive fordrejet eller benægtet. Der er faktisk opstået en ny situation inden for selve det kristne fællesskab, som, hvad kirkens morallære angår, har oplevet udbredelsen af megen tvivl og mange indvendinger af en menneskelig, psykologisk, social og kulturel, religiøs og endda af egentlig teologisk art. Det drejer sig ikke længere om en begrænset og lejlighedsvis afvigelse, men om en total og systematisk dragen den traditionelle morallære i tvivl på basis af visse antropologiske og etiske forudsætninger. Ved roden af disse forudsætninger ligger den mere eller mindre tydelige indflydelse fra tankeretninger, som ender med at skille menneskelig frihed fra dens afgørende og grundlæggende forhold til sandhed. Således afvises den traditionelle lære om naturloven og dens reglers permanente gyldighed; visse dele af kirkens morallære findes simpelt hen uacceptable; og læreembedet selv betragtes som kun i stand til at blande sig i etik for at "formane folks samvittighed" og "forelægge værdier", i lyset af hvilke hver enkelt uafhængigt træffer sine egne afgørelser og livsvalg.
Især bør der lægges mærke til manglen på overensstemmelse mellem kirkens traditionelle svar og visse teologiske holdninger, som man kan møde selv i seminarier og teologiske fakulteter med hensyn til spørgsmål af den største vigtighed for kirken og for kristnes trosliv så vel som for selve samfundets liv. Specielt stilles det spørgsmål: kan Guds bud, som er skrevet på menneskehjertet og er del af pagten, virkelig belyse enkelte menneskers og hele samfunds daglige afgørelser? Er det muligt at adlyde Gud og således elske Gud og ens næste uden at respektere disse bud under alle omstændigheder? Der høres også ofte en mening, der betvivler det indre og ubrydelige bånd mellem tro og etik, som om medlemskab af kirken og dens indre enhed kun afgøres på basis af troen alene, mens der på etikkens område kunne tolereres en mangfoldighed af meninger og adfærdsformer, idet disse var overladt til den enkelte subjektive samvittigheds afgørelse eller til forskelligheden af sociale og kulturelle sammenhænge.
|
Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library |
Best viewed with any browser at 800x600 or 768x1024 on Tablet PC IntraText® (V89) - Some rights reserved by EuloTech SRL - 1996-2007. Content in this page is licensed under a Creative Commons License |