10. Kirken, som er undervist af Mesterens ord, tror, at mennesket, som er skabt i Skaberens billede, som er forløst ved Kristi blod og helliggjort ved Helligåndens nærvær, har som sit livs højeste mål at leve "til Guds herligheds pris" (sml. Ef.1,12), idet det stræber efter i hver af sine handlinger at genspejle den herligheds stråleglans. "Vid da, o skønne sjæl, at du er Guds billede", skriver Ambrosius. "Vid, at du er "Guds billede og afglans" (l.Kor.11,7). Hør, hvordan du er hans afglans. Profeten siger: Din viden er blevet mig for underfuld (sml. Salme 139,6). Det vil sige, i mit arbejde er din majestæt blevet mere underfuld; i menneskers råd lovprises din visdom. Når jeg betragter mig selv, som jeg er kendt for dig i mine hemmelige tanker og dybeste følelser, åbenbares din videns mysterium for mig. Erkend derfor, o menneske, din storhed og vær årvågen".

Hvad mennesket er, og hvad det skal gøre, bliver klart, så snart Gud åbenbarer sig. Dekalogen bygger på disse ord: "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset" (2.Mos.20,2-3). I de "ti bud" i pagten med Israel og i hele loven giver Gud sig til kende og erkendes som den, der "alene er god"; den Ene, som trods menneskets synd vedbliver med at være "modellen" for den etiske handling i overensstemmelse med hans bud: "I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig" (3.Mos.19,2); som den Ene, der trofast mod sin kærlighed til mennesket, giver han det sin lov (sml. 2.Mos.19,9-24 og 20,18-21) for at genoprette menneskets oprindelige og fredelige harmoni med Skaberen og med hele skabningen, og, mere endnu, drage det ind i sin guddommelige kærlighed: "Jeg vil vandre midt iblandt jer, og jeg vil ikke vrage jer, og jeg vil være jeres Gud, og I skal være mit folk" (3.Mos.26,12).

Det sande og gode liv viser sig det som svar, der er passende på grund af de mange frivillige initiativer, Gud har taget af kærlighed til mennesket. Det er et kærlighedens svar i overensstemmelse med, hvad der siges i 5. Mosebog om det grundlæggende bud: "Hør, Israel, Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner" (5.Mos.6,4-7). Således er det etiske liv, der er indhyllet i Guds uforskyldte kærlighed, kaldet til at genspejle hans herlighed. "For dem, der elsker Gud, er det nok at være velbehagelig for den, de elsker; for der bør ikke søges nogen større belønning end kærligheden selv, kærligheden er faktisk af Gud på en sådan måde, så Gud selv er kærlighed".