11. Den konstatering, at "kun én er god", bringer os således tilbage til budenes "første tavle" med de bud, som kalder os til at anerkende Gud som alles Herre og til at tilbede ham alene for hans uendelige hellighed (sml. 2.Mos.20,2-11). Det gode er at tilhøre Gud, adlyde ham, vandre ydmygt med ham ved at handle retfærdigt og i trofast kærlighed (sml.Mik. 6,8). At anerkende Herren som Gud er selve kernen i loven, er dens hjerte, hvorfra de enkelte bud udledes, og som de er henordnet til. I budenes etik gøres den kendsgerning klar, at Israels folk tilhører Herren, fordi Gud alene er den, der er god. Sådan er Den hellige Skrifts vidnesbyrd, som på hver af dens sider er gennemtrængt af en levende opfattelse af Guds absolutte hellighed: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre" (Es.6,3).

Men hvis Gud alene er den gode, kan det ikke ved nogen menneskelig anstrengelse, end ikke ved den strengeste overholdelse af budene, lykkes at "opfylde" loven, det vil sige anerkende Herren som Gud og vise ham den tilbedelse, der tilkommer ham alene (sml. Matt.4,10). Denne "opfyldelse" kan kun komme fra en Guds gave: tilbudet om at få del i den guddommelig godhed, der er åbenbaret og videregivet i Jesus, ham, som den unge mand henvender sig til med ordene "Gode Mester" (Mark.10,17; Luk.18,18). Hvad den unge mand nu måske kun uklart opfatter, vil til sidst blive helt åbenbaret for ham af Jesus selv i indbydelsen: "Kom... og følg mig" (Matt.19, 21).