Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library
Ioannes Paulus PP. II
Veritatis splendor

IntraText CT - Text

  • KAPITEL ET "MESTER, HVAD SKAL JEG GØRE...? KRISTUS OG SVARET PÅ DET ETISKE SPØRGSMÅL
      • 12
Previous - Next

Click here to show the links to concordance

Vil du gå ind til livet, så hold budene" (Matt.19,17)

12. Kun Gud kan besvare spørgsmålet om det gode, fordi han er den gode. Men Gud har allerede besvaret dette spørgsmål: det gjorde han ved at skabe mennesket og lede det med visdom og kærlighed til dets sidste mål gennem den lov, der er indskrevet i dets hjerte (sml. Rom.2,15), "naturloven". Denne "er ikke andet end det forstandens lys, der er indgivet os af Gud, hvorved vi forstår, hvad der skal gøres, og hvad der skal undgås. Gud gav dette lys og denne lov til mennesket ved skabelsen". Det gjorde han også i Israels historie, især i de "ti bud" fra Sinaj, hvorved han grundlagde pagtens folk (sml. 2.Mos.24) og kaldte dem til at være hans "ejendom, ene af alle folkene", til "et helligt folk" (2. Mos.19,5-6), som skulle udbrede hans hellighed til alle folkene (sml. Visd.18,4; Ezek.20,41). Gaven, dekalogen, var et løfte om og et tegn på den nye pagt, hvori loven ville blive skrevet på en ny og definitiv måde på menneskehjertet (sml. Jer.31,31-34), i stedet for syndens lov, som havde misdannet det hjerte (sml. Jer.17,1). I de dage, vil der blive givet "et nyt hjerte", for i det vil der bo "en ny ånd", Guds Ånd (sml. Ezek.36,24-28).

 

Følgelig siger Jesus til den unge mand efter at have fremsat den vigtige oplysning: "Én er den gode", "Vil du gå ind til livet, så hold budene" (Matt.19,17). På denne måde dannes der en tæt forbindelse mellem evigt liv og lydighed mod Guds bud: Guds bud viser mennesket vejen til livet, og de fører til det. Fra Jesu egne læber, han der er den nye Moses, modtager mennesket igen dekalogens bud. Jesus selv bekræfter dem definitivt og forelægger os dem som vejen til og betingelsen for frelse. Budene er knyttet til et løfte. I den gamle pagt var genstanden for løftet besiddelsen af et land, hvor folket ville være i stand til at leve i frihed og i overensstemmelse med retfærdighed (sml. 5.Mos.6,20-25). I den nye pagt er genstanden for løftet "Himmeriget", som Jesus siger ved begyndelsen af "Bjergprædikenen" - en prædiken, der indeholder den mest omfattende og komplette formulering af den nye lov (sml. Matt.5-7), der tydeligt er knyttet til dekalogen, som Gud betroede til Moses på Sinajs bjerg. Det er også denne samme Guds riges virkelighed, der refereres til med udtrykket "evigt liv", som er deltagelse i Guds eget liv. I dets fuldkommenhed opnås det først efter døden, men i tro er det allerede nu et sandhedens lys, en kilde til mening med livet, en kun lige påbegyndt deltagelse i den fulde Kristi efterfølgelse. Faktisk siger Jesus også til sine disciple efter at have talt til den rige unge mand: "Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv" (Matt. 19,29).

 




Previous - Next

Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library

Best viewed with any browser at 800x600 or 768x1024 on Tablet PC
IntraText® (V89) - Some rights reserved by EuloTech SRL - 1996-2007. Content in this page is licensed under a Creative Commons License