Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library |
Ioannes Paulus PP. II Veritatis splendor IntraText CT - Text |
|
|
13. Jesu svar er ikke tilstrækkeligt for den unge mand, der fortsætter med at spørge Mesteren om, hvilke bud, der skal holdes: "Han spurgte: "Hvilke"?" (Matt.19,18). Han spørger om, hvad han skal gøre her i livet for at vise, at han anerkender Guds hellighed. Efter at have rettet den unge mands blik mod Gud, minder Jesus ham om dekalogens bud med hensyn til ens næste: "Jesus svarede: "Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor" og "du skal elske din næste som dig selv"" (Matt.19,18-19).
Ud fra sammenhængen i samtalen og især ved en sammenligning af Mattæus' tekst med parallelstederne hos Markus og Lukas, er det klart, at Jesus ikke har til hensigt at opremse hvert eneste af de bud, der er nødvendige for at "få evigt liv", men snarere ønsker at gøre den unge mand opmærksom på dekalogens centrale placering med hensyn til ethvert andet bud, fordi de er forklaringen på, hvad ordene "Jeg er Herren din Gud" betyder for mennesket. Ikke desto mindre kan vi ikke lade være med at lægge mærke til, hvilke af lovens bud Jesus minder den unge mand om. Det er nogle af de bud, der hører til dekalogens såkaldte "anden tavle", hvis sammenfatning (sml. Rom.13,8-10) og grundlag er budet om næstekærlighed: "Du skal elske din næste som dig selv" (Matt.19,19; sml. Mark.12, 31). I dette bud finder vi det nøjagtige udtryk for menneskets enestående værdighed, "den eneste skabning på jorden, som Gud har villet for dens egen skyld". De forskellige af dekalogens bud er egentlig kun lige så mange overvejelser over det ene bud, om hvad der er godt for mennesket på de mange forskellige planer, som karakteriserer dets identitet som en åndelig og legemlig skabning i forbindelse med Gud, med dets næste og med den materielle verden. Vi læser i Den Katolske Kirkes Katekismus, at "de ti bud er en del af Guds åbenbaring. På samme tid lærer de os om menneskets sande menneskelighed. De kaster lys over de væsentlige pligter og således indirekte på den menneskelige persons iboende fundamentale rettigheder". De bud, som Jesus minder den unge mand om, skal sikre det gode, der tilhører personen, som er Guds billede, ved at forsvare personens ejendele. "Du må ikke begå drab; du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke stjæle; du må ikke vidne falsk" er etiske regler formuleret som forbud. Disse forbud udtrykker med særlig styrke det altid bydende behov for at beskytte menneskeligt liv, personers fællesskab i ægteskab, privatejendom, pålidelighed og menneskers gode navn. Budene repræsenterer således den grundlæggende betingelse for næstekærlighed; samtidig er de bevis på den kærlighed. De er det første nødvendige skridt på vejen til frihed, dens udgangspunkt. "Begyndelsen til frihed" skriver Augustin, "er at være fri for forbrydelser... som mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, bedrageri, helligbrøde og så videre. Når man først engang er uden disse forbrydelser (og enhver kristen burde være uden dem), begynder man at løfte sit hoved mod friheden. Men dette er kun frihedens begyndelse, ikke fuldkommen frihed...".
|
Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library |
Best viewed with any browser at 800x600 or 768x1024 on Tablet PC IntraText® (V89) - Some rights reserved by EuloTech SRL - 1996-2007. Content in this page is licensed under a Creative Commons License |