"For Gud er alting muligt" (Matt.19,26)

22. Slutningen af Jesu samtale med den unge mand er meget gribende: "Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende" (Matt.19,22). Ikke blot den unge mand, men selv disciplene forbløffes ved Jesu kald til efterfølgelse, hvis krav overstiger menneskets ønsker og evner: "Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde, "Hvem kan så blive frelst?"" (Matt.19,25). Men Mesteren henviser dem til Guds magt: "For mennesker er det umuligt; men for Gud er alting muligt" (Matt.19,26).

I det samme kapitel i Mattæusevangeliet (19,3-10) afviser Jesus i en tolkning af den mosaiske lov om ægteskab retten til skilsmisse, idet han henviser til en "begyndelse", der er mere fundamental og mere autoritativ end Moseloven: Guds oprindelige plan for menneskeslægten, en plan, som mennesket efter synden ikke længere kan leve op til: "Det var med tanken på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan" (Matt.19,8). Jesu henvisning til "begyndelsen" forfærder disciplene, som siger: "Hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig" (Matt.19,10). Og idet Jesus henviser specielt til cølibatets karisme "for Himmerigets skyld" (Matt.19.12), men samtidig fastslår en generel regel, peger han på den nye og forbavsende mulighed, der er åbnet for mennesket ved Guds nåde. "Han sagde til dem: "Hvad det går ud på, kan ikke alle rumme, men kun de, der får det givet"" (Matt.19,11).

At efterligne og praktisere Kristi kærlighed er ikke muligt for mennesket ved dets egen kraft alene. Det bliver kun i stand til denne kærlighed i kraft af den modtagne gave. Således som Herren Jesus modtager sin Fars kærlighed således formidler han til gengæld frit den kærlighed til sine disciple: "Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed" (Joh.15,9). Kristi gave er hans Ånd, hvis første "frugt" (sml. Gal.5,22) er kærlighed: "Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os" (Rom.5,5). Augustin spørger: "Er det kærligheden, som får os til at holde budene, eller er det netop det at holde budene, som bevirker kærlighed?" Og han svarer: "Men hvem kan tvivle om, at kærligheden kommer først? For den, som ikke elsker, har ingen grund til at holde budene".