24. Og således finder vi det autentiske og oprindelige aspekt af kærlighedsbudet og af fuldkommenheden, som det er henordnet til, åbenbaret: vi taler om en mulighed, der er åbnet for mennesket udelukkende ved nåde, ved Guds gave, ved hans kærlighed. På den anden side, skaber og opretholder netop denne bevidsthed om at have modtaget gaven, om i Jesus Kristus at eje Guds kærlighed, det frie svar i fuld kærlighed til Gud og brødrene, som Johannes minder os om i sit første brev: "Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed... Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden... Vi elsker, fordi han elskede os først" (1.Joh.4,7-8.11.19).

Denne uadskillelige forbindelse mellem Herrens nåde og menneskelig frihed, mellem gave og opgave, er blevet udtrykt i enkle men dybe ord af Augustin i hans bøn: "Da quod iubes et iube quod vis" (giv, hvad du befaler, og befal, hvad du vil).

Gaven formindsker ikke, men forstærker det etiske krav om kærlighed. "Dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os" (1.Joh.3,23). Man kan kun "forblive" i kærlighed ved at holde budene, som Jesus siger: "Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed" (Joh.15,10).

Ved at gå lige til centrum i Jesu etiske budskab og apostlenes prædiken og på en bemærkelsesværdig måde sammenfatte Østens og Vestens kirkefædres og især Augustins store tradition, kunne Thomas af Aquin skrive, at den nye lov er Helligåndens nåde givet gennem troen på Kristus. De ydre bud, der også nævnes i evangeliet, disponerer én for denne nåde eller frembringer dens virkninger i ens liv. Den nye lov lader sig dog ikke nøje med at sige, hvad der skal gøres, men giver også kraften til at "gøre sandheden" (sml. Joh.3,21). Johannes Chrysostomus bemærkede ligeledes, at den nye lov blev forkyndt, da Helligånden pinsedag nedsteg fra himlen, og at apostlene "ikke kom ned fra bjerget ligesom Moses bærende stentavler i deres hænder, men de kom ned bærende Helligånden i deres hjerter... idet de ved hans nåde var blevet en levende lov, en levende bog".