26. I apostlenes morallære finder vi ved siden af formaninger og vejledninger i forbindelse med specielle historiske og kulturelle situationer en etisk lære med præcise adfærdsregler. Dette ses i deres breve, der indeholder tolkningen, udført under Helligåndens vejledning, af Herrens bud, som de bør praktiseres i forskellige kulturelle omstændigheder (sml. Rom.12,15; 1.Kor.11-14; Gal.5-6; Ef.4-6; Kol.3-4; 1.Pet. og Jak.). På grund af deres pastorale ansvar for at prædike evangeliet vågede apostlene fra kirkens første begyndelse over de kristnes rette opførsel, ganske ligesom de vågede over troens renhed og videregivelsen af de guddommelige gaver i sakramenterne. De første kristne, der kom både fra det jødiske folk og fra ikke-jødiske folk, adskilte sig fra hedningerne ikke blot i deres tro og deres liturgi, men også i vidnesbyrdet om deres etiske adfærd, som var inspireret af den nye lov. Kirken er faktisk et både troens og livets fællesskab; dens leveregel er "tro virksom i kærlighed" (Gal.5,6).

Der må ikke ske nogen skade på harmonien mellem tro og liv: kirkens enhed skades ikke kun af kristne, der afviser eller fordrejer troens sandhed, men også af dem, der lader hånt om de etiske forpligtelser, som de er kaldet til af evangeliet (sml. 1.Kor.5,9-13). Apostlene afviste bestemt enhver adskillelse mellem hjertets holdning og de handlinger, som udtrykker eller vidner derom (sml. 1.Joh.2,3-6). Og lige siden den apostolske tid har kirkens hyrder utvetydigt fordømt adfærden hos dem, der skabte splittelse ved deres lære eller ved deres handlinger.