27. Inden for kirkens enhed er arbejdet for at fremme og bevare troen og morallæren den opgave, som Jesus betroede til apostlene (sml. Matt.28,19-20), en opgave, der fortsætter i deres efterfølgeres embede. Dette fremgår tydeligt af den levende Tradition, hvorved - som Det andet Vatikankoncil lærer - "Alt hvad kirken selv er, alt hvad den tror, fører den således videre i sin lære, sit liv og sin kultus og overleverer det til alle slægtled. Denne Tradition, som stammer fra apostlene, går videre i kirken med Helligåndens bistand". I Helligånden modtager og videregiver kirken Den hellige Skrift som vidnesbyrdet om de "store ting", som Gud har gjort i historien (sml. Luk.1,49); den bekender med sine kirkefædres og kirkelæreres læber det menneskevordne Ords sandhed, omsætter hans påbud og kærlighed i praksis i sine helgeners liv og i sine martyrers offer og fejrer sit håb til ham i liturgien. Gennem netop denne Tradition modtager kristne "evangeliets levende røst", som det trofaste udtryk for Guds visdom og vilje.

I Traditionen udvikles den autentiske tolkning af Herrens lov med Helligåndens bistand. Den samme Ånd, som er ved begyndelsen til åbenbaringen af Jesu bud og lære, garanterer, at de vil blive ærbødigt bevaret, trofast udlagt og rigtigt anvendt til forskellige tider og på forskellige steder. Denne konstante "omsætning i praksis" af budene er tegnet på og frugten af en dybere indsigt i åbenbaringen og af en forståelse i troens lys af nye historiske og kulturelle situationer. Ikke desto mindre kan den kun bekræfte den stadige gyldighed af åbenbaringen og følge linien i den tolkning, som den har modtaget gennem kirkens læres og livs store Tradition, som den er bevidnet af kirkefædrenes lære, helgenernes liv, kirkens liturgi og læreembedets lære.

Som koncilet siger, er det især "til kirkens levende læreembede, hvis autoritet udøves i Jesu Kristi navn, og til det alene, at opgaven med autentisk at tolke Guds ord både i Skriften og i Traditionen er blevet betroet". I sit liv og sin lære er kirken således åbenbaret som "sandhedens søjle og grundvold" (1.Tim.3,15), heri indbefattet sandheden om etisk handling. Faktisk "har kirken altid og overalt retten til at forkynde etiske principper, også med hensyn til samfundsordnen, og til at bedømme ethvert menneskeligt anliggende for så vidt som dette kræves af fundamentale menneskerettigheder og sjælenes frelse".

Netop om de spørgsmål, der så ofte drøftes i moralteologien i vore dage, og med hensyn til nye tendenser og teorier, der har udviklet sig, føler læreembedet i troskab mod Jesus Kristus og i kontinuitet med kirkens tradition meget stærkt forpligtelsen til at tilbyde sin egen vurdering og lære for at hjælpe mennesket på dets vandring mod sandhed og frihed.