29. Kirkens etiske overvejelse, der altid er blevet udført i Kristi, den "gode Mesters" lys, er altså blevet udviklet i en speciel form af teologien, som kaldes "moralteologi", en videnskab, der samtidig med, at den accepterer og studerer den guddommelige åbenbaring, svarer til den menneskelige fornufts krav. Moralteologi er en overvejelse, der beskæftiger sig med "moral", med det gode og det onde ved menneskelige handlinger og hos den person, der udfører dem; i denne forstand er den tilgængelig for alle mennesker. Men den er også "teologi", for så vidt som den erkender, at oprindelsen til og målet for etisk handling er den Ene, som alene "er den gode", og som ved at give sig selv til mennesket i Kristus, tilbyder det det guddommelige livs lykke.

Det andet Vatikankoncil opfordrede teologer til at anvende særlig omhu "på at fuldkommengøre moralteologien, hvis videnskabelige fremstilling i nøjere forbindelse med Den hellige Skrift endnu skal belyse det ophøjede i de kristnes kald og deres pligt til i kærlighed at bære frugt for verdens liv". Koncilet opmuntrede også teologer ved at sige, at "selv om teologerne skal tage vare på de metoder og krav, som kendetegner deres videnskab, opfordres de også til at søge veje til meddelelse af læren, som bedre svarer til tiden. For en ting er selve troens skat, det vil sige sandheder - en anden ting den måde, de bliver fremlagt på, når mening og indhold er konstant". Dette førte til en yderligere opfordring, der var rettet til alle de troende, men henvendte sig specielt til teologer: "De troende skal altså leve i mest mulig intim forening med deres samtid, og de skal forsøge fuldt ud at trænge ind i dens tænke- og følelsesmåde, sådan som den manifesterer sig i kulturlivet".

Mange teologers arbejde, der fandt støtte i koncilets opmuntring, har allerede båret frugt i interessante og nyttige overvejelser over den troens sandhed, der skal tros og anvendes i livet, overvejelser, der tilbydes i en form der er mere egnet til vore samtidiges fornemmelser og spørgsmål. Kirken og især biskopperne, til hvem Jesus Kristus først og fremmest betroede læreembedet, anerkender i høj grad dette arbejde og opmuntrer teologer til at fortsætte deres bestræbelser, der er inspireret af den dybe og ægte "Herrens frygt, der er begyndelsen til kundskab" (sml. Ordspr.1,7)

Samtidig har der imidlertid i sammenhæng med de teologiske debatter, der fulgte efter koncilet, udviklet sig visse tolkninger af kristen etik, der ikke er i overensstemmelse med "den sunde lære" (2.Tim.4,3). Naturligvis har kirkens læreembede ikke i sinde at påtvinge de troende noget specielt teologisk system og da endnu mindre et filosofisk. Ikke desto mindre har læreembedet for "ærbødigt at bevare og trofast udlægge" Guds ord, pligt til at fastslå, at visse tendenser i teologisk tænkning og visse filosofiske erklæringer er uforenelige med den åbenbarede sandhed.