"I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie" (Joh.8,32)

31. De menneskelige problemer, der drøftes hyppigst og løses på forskellig vis i vor tids etiske overvejelse, er alle tæt forbundet, skønt på forskellige måder, med et afgørende problem: menneskelig frihed.

Uden tvivl har mennesker i vore dage en særlig stærk fornemmelse for frihed. Som koncilets erklæring om religionsfrihed Dignitatis Humanae allerede har konstateret: "Vor tids mennesker er blevet sig deres menneskeværd stadig mere bevidst". Derfor det vedholdende krav om, "at mennesket i sine handlinger skal være autonomt og have frihed under ansvar, ledet af sin samvittighed og ikke under tvang". Især opfattes retten til religionsfrihed og til respekt for samvittigheden på menneskets vej mod sandheden mere og mere som grundlaget for personens rettigheder i deres helhed.

Denne forøgede sans for den menneskelige persons værdighed og for det unikke ved ham eller hende, og for den respekt, man skylder samvittighedens vej, er absolut en af den moderne kulturs positive bedrifter. Denne opfattelse, så autentisk den er, er blevet udtrykt på mange mere eller mindre adækvate måder, hvoraf nogle imidlertid afviger fra sandheden om mennesket som en skabning og som Guds billede, og må derfor korrigeres og renses i troens lys.