1-500 | 501-552
Chapter, Paragraph, Number
1 Indl, 0,1 | kirkelige fællesskaber, der ikke er i fuldt fællesskab med den
2 Indl, 0,1 | deres liv for Guds rige, er det stærkeste bevis for,
3 Indl, 0,1 | disciple til enhed. Det er mit oprigtige ønske at forny
4 Indl, 0,1 | der tror på Kristus og er forenede i at gå i martyrernes
5 Indl, 0,1 | hævder, at korset hverken er i stand til at give fremsynsvisioner
6 Indl, 0,1 | fremsynsvisioner eller håb. Mennesket er, siger den, ikke andet end
7 Indl, 0,2 | med at gøre alt, hvad der er muligt, for at nedbryde
8 Indl, 0,2 | frelsen ved Jesu kors, Jesus er jo menneskets, ethvert menneskes
9 Indl, 0,2 | mellem kristne, en vej, der er vanskelig, men så fuld af
10 Indl, 0,2 | med ældgammel mistro, der er arvet fra fortiden, og med
11 Indl, 0,2 | misforståelser og fordomme også er læremæssige forskelle, der
12 Indl, 0,2 | erindringer. Ved Helligåndens nåde er Herrens disciple, inspirerede
13 Indl, 0,2 | forvolde selv i dag. De er alle indbudte til ved evangeliets
14 Indl, 0,2 | beklagelige adskillelser. Hvad der er brug for, er et roligt,
15 Indl, 0,2 | adskillelser. Hvad der er brug for, er et roligt, klartskuende
16 Indl, 0,2 | guddommelig barmhjertighed og er i stand til at befri menneskers
17 Indl, 0,3 | bevidsthed om, at deres synder er så mangfoldige forræderier
18 Indl, 0,3 | opstandelse.~Belært af historien er Kirken forpligtet til at
19 Indl, 0,3 | passende initiativ, hvis formål er at gøre hele det katolske
20 Indl, 0,3 | foreliggende rundskrivelse er tænkt som et bidrag til
21 Indl, 0,3 | dens karakter væsentligt er pastoral, søger den at opmuntre
22 Indl, 0,4 | 4. Dette er en særlig pligt for biskoppen
23 Indl, 0,4 | brødre" (Luk.22,32). Det er netop i Peters menneskelige
24 Indl, 0,4 | specielle opgave i Kirken er totalt afhængig af Herrens
25 Indl, 0,4 | økumeniske tidsalder, der er kendetegnet af Det andet
26 Indl, 0,4 | Det andet Vatikankoncil, er biskoppen af Roms opgave
27 Indl, 0,4 | egen, for denne omvendelse er absolut nødvendig for "Peter",
28 Indl, 0,4 | håb, der holder den oppe, er urokkeligt, ganske ligesom
29 Indl, 0,4 | der flyder fra dette håb, er uforgængelig. For den faste
30 Indl, 0,4 | bestandige klippe, som den er bygget på, er Jesus Kristus,
31 Indl, 0,4 | klippe, som den er bygget på, er Jesus Kristus, Herren!~
32 I, 1,5 | med alle Kristi disciple er det på Guds plan, at den
33 I, 1,5 | kristne til enhed. For "Kirken er ikke en virkelighed, der
34 I, 1,5 | ikke en virkelighed, der er lukket om sig selv. Den
35 I, 1,5 | lukket om sig selv. Den er derimod permanent åben for
36 I, 1,5 | økumenisk stræben, for den er sendt til verden for at
37 I, 1,5 | fællesskabets mysterium, der er afgørende for den, nærværende
38 I, 1,5 | to træstykker, der først er adskilte og så lægges oven
39 I, 1,5 | folkeslagene forstå, at jeg er Herren. Jeg helliger Israel" (
40 I, 1,6 | delte menneskeheds enhed er Guds vilje. Derfor sendte
41 I, 1,6 | levende fællesskab. Dette er grundlaget ikke blot for
42 I, 1,6 | bliver nærværende. Hvordan er det muligt at forblive delte,
43 I, 1,6 | delte, hvis vi gennem dåben er blevet "begravet" i Herrens
44 I, 1,6 | adskillelsens mure? Der er ingen tvivl om, at denne
45 I, 1,6 | om, at denne splittelse "er i åbenbar strid med Kristi
46 I, 1,6 | med Kristi vilje, at den er verden til forargelse, og
47 I, 2 | Økumenismens vej er Kirkens vej~ ~
48 I, 2,7 | den tabte enhed. Overalt er talrige mennesker i dag
49 I, 2,7 | og ved Helligåndens nåde er der også hos vore adskilte
50 I, 2,7 | samfund, hvor evangeliet er blevet forkyndt for dem,
51 I, 2,7 | Guds Kirke. Men selv om det er på forskellig vis, længes
52 I, 2,8 | Kirkens lære, sådan som den er fremsat i den dogmatiske
53 I, 2,8 | det hensyn til alt, der er fremført i koncilets erklæring
54 I, 2,8 | kristne samvittighed, der er oplyst af tro og ledet af
55 I, 2,8 | kristne i Rom: "Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved
56 I, 2,8 | hjerter ved Helligånden, som er givet os" (Rom.5,5). Dette
57 I, 2,8 | givet os" (Rom.5,5). Dette er håbet om de kristnes enhed,
58 I, 2,9 | indeslutte alle mennesker, er ikke noget, der er tilføjet,
59 I, 2,9 | mennesker, er ikke noget, der er tilføjet, men er selve centrum
60 I, 2,9 | noget, der er tilføjet, men er selve centrum i Kristi mission.
61 I, 2,9 | centrum i Kristi mission. Det er heller ikke en sekundær
62 I, 2,9 | vil fællesskab, og enhed er et udtryk for det dybeste
63 I, 2,9 | består denne enhed, der er skænket af Helligånden,
64 I, 2,9 | af enkeltindivider. Det er en enhed, der er konstitueret
65 I, 2,9 | enkeltindivider. Det er en enhed, der er konstitueret af trosbekendelsens,
66 I, 2,9 | forvaltnings bånd10. De troende er ét, fordi de er i fællesskab
67 I, 2,9 | troende er ét, fordi de er i fællesskab med Sønnen,
68 I, 2,9 | Faderen: "Vort fællesskab er med Faderen og med hans
69 I, 2,9 | For den katolske kirke er de kristnes fællesskab altså
70 I, 2,9 | hans eget fællesskab, som er hans evige liv. Kristi ord "
71 I, 2,9 | at de alle må være ét" er således hans bøn til Faderen
72 I, 2,9 | se, "hvad frelsesplanen er med den hemmelighed, som
73 I, 2,9 | plan fra evighed af. Dette er betydningen af Kristi bøn: "
74 I, 2,10 | efter fuldt fællesskab, er katolske troende bevidste
75 I, 2,10 | troende bevidste om, at de er dybt udfordrede af Kirkens
76 I, 2,10 | ecclesiologisk vision, der er åben for alle kirkelige
77 I, 2,10 | elementer, som, fordi de er Kristi særegne gaver, trækker
78 I, 2,10 | og sandhedens fylde, som er blevet betroet den katolske
79 I, 2,11 | to tusinde års historie er den blevet bevaret i enhed
80 I, 2,11 | mange af dens medlemmer er årsag til, at Guds plan
81 I, 2,11 | anden side". Ved Guds nåde er imidlertid hverken det,
82 I, 2,11 | samfund, blevet ødelagt.~Det er faktisk de elementer af
83 I, 2,11 | andre kristne fællesskaber, er Kristi ene Kirke virkeligt
84 I, 2,11 | katolske kirke "af flere grunde er forenet"14 med disse fællesskaber
85 I, 2,12 | der på forskellige måder er til stede og virksomme uden
86 I, 2,13 | den kristne religion. De er uden tvivl egnede til at
87 I, 2,13 | fællesskab"18.~Disse tekster er umådeligt vigtige for økumenismen.
88 I, 2,13 | vigtige for økumenismen. Det er ikke sådan, at der uden
89 I, 2,13 | katolske fællesskabs grænser er et kirkeligt tomrum. Mange
90 I, 2,13 | som i den katolske kirke er del af fylden af frelsesmidlerne
91 I, 2,14 | sammenlægge alle de rigdomme, der er spredt i de forskellige
92 I, 2,14 | den store tradition, der er bevidnet af Østens og Vestens
93 I, 2,14 | tid"19. Denne virkelighed er noget allerede eksisterende.
94 I, 2,14 | allerede eksisterende. Vi er altså allerede nu i de sidste
95 I, 3,15 | messianske forkyndelse: "Tiden er inde, Guds rige er kommet
96 I, 3,15 | Tiden er inde, Guds rige er kommet nær", og det efterfølgende
97 I, 3,15 | Kirkens frelsesvej. Dette er på en særlig måde sandt
98 I, 3,15 | Takket være økumenismen er vor betragtning af "Guds
99 I, 3,15 | På en tilsvarende måde er der en forøget sans for
100 I, 3,15 | usund indbildskhed. Således er kristnes hele liv kendetegnet
101 I, 3,15 | engagement for økumenisme; og de er kaldede til ligesom at lade
102 I, 3,16 | andet Vatikankoncils lære er der en klar forbindelse
103 I, 3,16 | den vandrer i på jorden, er kaldet af Kristus til stadig
104 I, 3,16 | måde afhjælpes når tiden er inde"23. Intet kristent
105 I, 3,17 | redskaber til at se, hvad der er nødvendigt for den økumeniske
106 I, 3,17 | inspirere til. Disse studier er vigtige ud fra to synspunkter:
107 I, 3,17 | bemærkelsesværdige fremgang, der allerede er gjort, og de er en kilde
108 I, 3,17 | allerede er gjort, og de er en kilde til håb, for så
109 I, 3,17 | fællesskab i en reform, der er vedvarende og udføres i
110 I, 3,17 | den apostolske tradition, er bestemt i kristnes nuværende
111 I, 3,17 | vigtigste aspekter. Desuden er det en væsentlig garanti
112 I, 3,17 | Vatikankoncils økumeniske fremstød er en af konsekvenserne af
113 I, 3,17 | dialog med de kirker, der er i fællesskab med patriarken
114 I, 3,17 | og fra dens midte". Det er værd at minde om, at oprettelsen
115 I, 3,18 | helhed. I trosanliggender er kompromis i modstrid med
116 I, 3,18 | i modstrid med Gud, der er sandhed. Fordi Kristus er "
117 I, 3,18 | er sandhed. Fordi Kristus er "vejen, sandheden og livet" (
118 I, 3,19 | indhold i selve sit væsen er bestemt for hele menneskeheden,
119 I, 3,19 | kulturer. Ja, det element, der er afgørende for fællesskab
120 I, 3,19 | for fællesskab i sandhed, er sandhedens betydning. Sandhedens
121 I, 3,19 | En sådan fornyelse er derfor af største betydning
122 I, 3,20 | 20. Alt dette er uhyre vigtigt og af fundamental
123 I, 3,20 | økumenisk aktivitet. Det er således absolut klart, at
124 I, 3,20 | kristen enhed, ikke bare er en slags "appendiks", der
125 I, 3,20 | traditionelle aktivitet. Økumenismen er derimod en organisk del
126 I, 3,20 | følgelig præge alt, hvad den er og gør; den må være ligesom
127 I, 3,20 | til sin fulde højde.~Dette er, hvad pave Johannes XXIII
128 I, 3,20 | han: "Det, der forener os, er langt stærkere end det,
129 I, 4,21 | omvendelse og et liv i hellighed er sammen med de private og
130 I, 4,21 | ledet af kærlighed, der er rettet mod Gud og på samme
131 I, 4,21 | søstre, også dem, der ikke er i fuldt fællesskab med os.
132 I, 4,21 | mellem kristne, der endnu er adskilte. Kærlighed er den
133 I, 4,21 | endnu er adskilte. Kærlighed er den mægtige understrøm,
134 I, 4,21 | brødre og søstre, der ikke er i fuldt fællesskab med hinanden,
135 I, 4,21 | bevægelses sjæl. Denne bøn er "et særlig effektivt middel
136 I, 4,21 | enhed. Kristnes fælles bøn er en opfordring til Kristus
137 I, 4,21 | ham. "Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér
138 I, 4,21 | forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem" (Matt.
139 I, 4,22 | kristnes lange historie, der er karakteriseret af mange
140 I, 4,22 | den enhedens kilde, som er Jesus Kristus. Han er "den
141 I, 4,22 | som er Jesus Kristus. Han er "den samme i går og i dag
142 I, 4,22 | 8). I bønnens fællesskab er Kristus virkeligt nærværende;
143 I, 4,22 | med os" og "for os". Det er ham, der leder vor bøn i
144 I, 4,22 | gudfrygtige enhed af dem, der er samlet omkring Kristus selv.
145 I, 4,23 | bevægelse i en vis forstand er udsprunget af den negative
146 I, 4,23 | imod evangeliet. Desværre er denne alvorlige hindring
147 I, 4,23 | endnu ikke overvundet. Det er sandt, at vi endnu ikke
148 I, 4,23 | sandt, at vi endnu ikke er i fuldt fællesskab. Og alligevel
149 I, 4,23 | trods vore splittelser, er vi på vejen til fuld enhed,
150 I, 4,23 | søger. Vor fælles bøn, der er inspireret af tro, er et
151 I, 4,23 | der er inspireret af tro, er et bevis derpå. I den bøn,
152 I, 4,23 | vi i Kristi navn, han som er Én. Han er vor enhed.~Økumenisk
153 I, 4,23 | navn, han som er Én. Han er vor enhed.~Økumenisk bøn
154 I, 4,23 | skabe kristen enhed. Det er, som om vi stadigt er nødt
155 I, 4,23 | Det er, som om vi stadigt er nødt til at gå tilbage til
156 I, 4,23 | fuldt kirkeligt fællesskab er overvundet, og alle kristne
157 I, 4,24 | 24. Det er en kilde til glæde at se,
158 I, 4,24 | nogle lande ved pinsetid, er blevet en udbredt og fast
159 I, 4,24 | fast tradition. Men der er også mange andre lejligheder
160 I, 4,24 | vore dages oikoumene. Jeg er meget bevidst om, at det
161 I, 4,24 | fællesskaber "til det mål, der er fuld enhed i én tro og i
162 I, 4,24 | originale græske tekst. Det er vanskeligt med få ord at
163 I, 4,24 | én på sin egen måde. De er alle blevet del af Kirkens
164 I, 4,25 | 25. Det er ikke kun Paven, der er blevet
165 I, 4,25 | Det er ikke kun Paven, der er blevet en pilgrim. I de
166 I, 4,25 | 5. oktober 1991). Dette er blot ét eksempel, for bevidstheden
167 I, 4,25 | pligten til at bede for enhed er blevet en integrerende del
168 I, 4,25 | del af Kirkens liv. Der er ingen vigtig eller betydningsfuld
169 I, 4,25 | mødes og beder sammen. Det er umuligt for mig at give
170 I, 4,26 | sandheden i de ord: "Én er jeres Fader" (Matt.23,9),
171 I, 4,26 | selv, den enbårne søn, der er af samme væsen som Faderen,
172 I, 4,26 | har påkaldt. Og igen "Én er jeres mester, og I er alle
173 I, 4,26 | Én er jeres mester, og I er alle brødre" (Matt.23,8). "
174 I, 4,26 | alt dette. Netop fordi de er adskilte fra hinanden, mødes
175 I, 4,26 | må være ét... ligesom vi er ét" (Joh.17,21-22), for
176 I, 4,26 | hjertets forandring, som er den væsentlige betingelse
177 I, 4,26 | virkeliggørelse ledes af bøn: "Det er nemlig ud fra et fornyet
178 I, 4,27 | 27. At bede for enhed er ikke noget, der er forbeholdt
179 I, 4,27 | enhed er ikke noget, der er forbeholdt dem, der virkeligt
180 I, 4,27 | for kristen enhed. Dette er virkeligt al bøns hjørnesten:
181 I, 4,27 | Maria Gabriellas eksempel er lærerigt; det hjælper os
182 I, 4,27 | til at forstå, at der ikke er særlige tider, situationer
183 I, 4,27 | Kristi bøn til Faderen er givet som et forbillede
184 I, 5,28 | 28. Hvis bøn er "sjælen" i økumenisk fornyelse
185 I, 5,28 | i længslen efter enhed, er den grundlaget og støtten
186 I, 5,28 | dialog". Denne definition er bestemt ikke uden forbindelse
187 I, 5,28 | værdighed. Filosofisk betragtet er denne indstilling forbundet
188 I, 5,28 | udtrykker den: mennesket er faktisk "den eneste skabning
189 I, 5,28 | sig til andre"51. Dialog er et uundgåeligt skridt på
190 I, 5,28 | økumeniske aktivitet. Dialog er ikke blot en udveksling
191 I, 5,28 | udveksling af tanker. Det er på en måde altid en "udveksling
192 I, 5,29 | andre kristne. I alt dette er det imidlertid nødvendigt
193 I, 5,29 | At følge disse kriterier er en forpligtelse for alle
194 I, 5,29 | indlede en dialog, og det er en forudgående betingelse
195 I, 5,29 | påbegynde en sådan dialog. Det er nødvendigt at gå fra antagonisme
196 I, 6,31 | forpligtelse til økumenisk dialog er, som det har vist sig tydeligt
197 I, 6,31 | ånd og økumenisk aktivitet er blevet nedsat af bispekonferencerne
198 I, 6,31 | bispedømmeplan. Disse initiativer er tegn på den katolske kirkes
199 I, 6,31 | retningslinier for økumenisme: dette er et væsentligt aspekt af
200 I, 6,31 | økumeniske bevægelse55. Dialogen er ikke kun blevet påbegyndt;
201 I, 6,31 | kun blevet påbegyndt; den er blevet en fuldstændig nødvendighed,
202 I, 6,31 | højt. Som et resultat heraf er dialogens "metoder" blevet
203 I, 6,31 | præsentation af det"56. Desuden er det nyttigt for alle troende
204 I, 6,32 | tilkendegiver, hvad der er godt og sandt. Menneskets
205 I, 6,32 | personlig"57.~Økumenisk dialog er af væsentlig betydning: "
206 I, 7,33 | Efter koncilets opfattelse er økumenisk dialog præget
207 I, 7,33 | Kristi bøn om enhed. Der er et nært forhold mellem bøn
208 I, 7,34 | bøn for hinanden. Dette er muligt, for så vidt som
209 I, 7,34 | på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender
210 I, 7,34 | vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig,
211 I, 7,34 | til en løgner, og hans ord er ikke i os". (1.Joh.1,10).
212 I, 7,34 | Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder
213 I, 7,34 | offer, også de synder, der er begået mod Kirkens enhed;
214 I, 7,34 | historiske splittelser, er kristen enhed mulig, forudsat
215 I, 7,34 | enhed mulig, forudsat at vi er ydmygt bevidste om nødvendigheden
216 I, 7,35 | hele dekretet om økumenisme er gennemtrængt af omvendelsens
217 I, 7,35 | til at dele de gaver, der er karakteristiske for ethvert
218 I, 7,35 | og historiens Herre selv er vor forsoning. Det vertikale
219 I, 7,35 | hinanden erkender, at vi er mennesker, der har syndet.
220 I, 7,35 | mennesker, der har syndet. Det er netop denne erkendelse,
221 I, 7,35 | i fællesskaber, der ikke er i fuldt indbyrdes fællesskab,
222 I, 8,36 | 36. Dialogen er også et naturligt redskab
223 I, 8,36 | ydmyghed"61.~Sandhedskærlighed er den dybeste dimension af
224 I, 8,36 | øjnene. Denne dimension, der er indre og personlig, må være
225 I, 8,36 | brødre og søstre62. Det er absolut muligt at bekende
226 I, 8,36 | dens lære på en måde, der er korrekt, fair og forståelig,
227 I, 8,38 | fællesskab, man hører til, er det absolut vigtigt at afgøre,
228 I, 8,38 | udtrykker det samme. Dette er blevet konstateret for eksempel
229 I, 8,38 | fælles erklæringer, der er blevet underskrevet af mine
230 I, 8,38 | Skønt de sandheder, som det er Kirkens hensigt at lære
231 I, 8,38 | dogmatiske formuleringer, er forskellige fra en given
232 I, 8,38 | sandhed, og at de, som de er, vedbliver med at være egnede
233 I, 8,38 | uforenelige udsagn. Nu til dags er vi nødt til at finde formuleringer,
234 I, 8,38 | af økumenismens fordele er, at den hjælper kristne
235 I, 8,38 | mysterium. Ægte økumenisme er en gave, der tjener sandheden.~ ~
236 I, 9,40 | bygger på vor fælles tro, er ikke blot fyldt med broderligt
237 I, 9,40 | broderligt fællesskab, men er en åbenbaring af Kristus
238 I, 9,40 | af Kristus selv.~Desuden er økumenisk samarbejde en
239 II, 1,41 | 41. Hvad der er blevet sagt ovenfor om økumenisk
240 II, 1,41 | Kirken (sml. Joh.14,26). Det er første gang i historien,
241 II, 1,41 | så store proportioner og er blevet så udbredte. Dette
242 II, 1,41 | blevet så udbredte. Dette er i sandhed en stor Guds gave,
243 II, 1,41 | Gud allerede har givet os, er den betingelse, der gør
244 II, 1,41 | modtage de gaver, som stadigt er absolut nødvendige for at
245 II, 1,42 | brødre og søstre. Og igen er der en tilbøjelighed i dag
246 II, 1,42 | kirkelige samfund, der ikke er i fuldt fællesskab med den
247 II, 1,42 | udvidelse af ordforrådet er betegnende for en vigtig
248 II, 1,42 | vigtig holdningsændring. Der er en forøget bevidsthed om,
249 II, 1,42 | økumeniske gudstjenester, som er en vigtig del af mine apostolske
250 II, 1,42 | universelle broderskab" er blevet en fast økumenisk
251 II, 1,42 | præster i de fællesskaber, der er dårligt stillet rent økonomisk,
252 II, 1,42 | bedste for andre kristne, som er uretfærdigt forfulgte; og
253 II, 1,42 | gjort til genstand for, er ubegrundet.~Kort sagt: Kristne
254 II, 1,42 | kræves der ofte, at de, der er økumenisk engagerede, træffer
255 II, 1,42 | virkeligt heroiske valg.~Det er nødvendigt, hvad dette angår,
256 II, 1,42 | at erkendelsen af, at vi er brødre og søstre, ikke er
257 II, 1,42 | er brødre og søstre, ikke er resultatet af en storsindet
258 II, 1,42 | erkendelsen af, at dåben er én og den deraf følgende
259 II, 1,42 | anerkendelse af dåben. 70 Dette er langt mere end en økumenisk
260 II, 1,42 | ecclesiologisk erklæring.~Det er rimeligt at minde om, at
261 II, 1,42 | rolle med at opbygge Kirken er blevet klart udtrykt også
262 II, 2,43 | menneskerettigheder. Det er klart, hvad erfaringen viser,
263 II, 2,43 | end en enkelt stemme.~Det er heller ikke kun fællesskabernes
264 II, 2,43 | fællesskabernes ledere, der er gået sammen i arbejdet for
265 II, 2,43 | kristne fra alle fællesskaber er på grund af deres tro gået
266 II, 2,43 | uafhængigt af hinanden, er nu sammen engagerede i tjenesten
267 II, 2,43 | måde at tænke og handle på er allerede evangeliets. Derfor
268 II, 2,43 | Verdensråds indflydelse, er der opnået meget på dette
269 II, 3,44 | 44. Der er også gjort betydelige fremskridt
270 II, 3,44 | Disse oversættelser, der er udført af eksperter, giver
271 II, 3,45 | røgelse, gester). Desuden er i teologiske skoler, hvor
272 II, 3,45 | opdaget behov.~Disse ting er tegn på en konvergens med
273 II, 3,45 | sakramentale liv. Ganske vist er det på grund af uoverensstemmelser
274 II, 3,45 | eukaristi, og dette ønske er allerede i sig selv en fælles
275 II, 3,45 | Somme tider synes det, at vi er nærmere ved at være i stand
276 II, 3,46 | 46. I denne forbindelse er det en kilde til glæde at
277 II, 3,46 | sakramenter til kristne, der ikke er i fuldt fællesskab med den
278 II, 3,46 | hvor disse sakramenter er gyldige. Bestemmelserne
279 II, 3,46 | sådan gensidig modtagelse er blevet fastlagt i specielle
280 II, 4,47 | engagerer hele personen; det er også en kærlighedens dialog.
281 II, 4,47 | vore adskilte brødre. Det er rigtigt og gavnligt at genkende
282 II, 4,47 | at udgyde deres blod; Gud er nemlig altid vidunderlig
283 II, 4,48 | Kristus. Et stort nyt felt er således blevet åbnet for
284 II, 4,48 | økumeniske erfaring, og er på samme tid en stor udfordring
285 II, 4,48 | stor udfordring i vor tid. Er det tyvende århundrede ikke
286 II, 4,48 | troskab mod den ene Herre, er en ekstraordinær økumenisk
287 II, 4,48 | økumenisk mulighed, der er rig på nåde. Det andet Vatikankoncil
288 II, 4,48 | opbyggelse. Alt det, som virkelig er kristent, strider jo aldrig
289 II, 4,48 | denne proces, som allerede er godt begyndt, til at skride
290 II, 5,49 | dialog, de tager del i, er fællesskabets vækst. Både
291 II, 5,49 | om de tros-elementer, de er fælles om. Dette har hjulpet
292 II, 5,49 | og fællesskaber. Fordi de er elementer i Kristi Kirke,
293 II, 5,49 | genoprettelse af enheden. Følgelig er bestræbelsen for kristen
294 II, 5,49 | eget forgodtbefindende, men er en pligt, det vokser frem
295 II, 5,49 | teologiske dialoger, der er foregået mellem de større
296 II, 6,50 | disse kirker, selv om de er adskilte, har de virkelige
297 II, 6,50 | præstedømmet og eukaristien", er de fremdeles knyttet til
298 II, 6,50 | fra de tidligste tider og er godkendte af kirkefædrene
299 II, 6,50 | forskellighed på ingen måde er i modstrid med Kirkens enhed,
300 II, 7,52 | de ortodokse kirker, der er i kanonisk fællesskab med
301 II, 7,52 | og levedygtighed; dette er også betydningsfuldt i betragtning
302 II, 7,52 | betragtning af den rolle, de er kaldede til at spille på
303 II, 7,52 | der tilkommer ham. Det er i forbindelse med denne
304 II, 7,53 | praksis.~På den vej, vi er gået siden Det andet Vatikankoncil,
305 II, 7,53 | historie. Som følge heraf er det værd igen at nævne,
306 II, 7,54 | anden begivenhed, som jeg er glad for at minde om, er
307 II, 7,54 | er glad for at minde om, er fejringen af tusindåret
308 II, 7,54 | fællesskab, der skal søges, er den med enhed i legitim
309 II, 7,54 | legitim forskellighed. Dette er, hvad jeg stærkt forfægtede
310 II, 7,54 | Euntes in Mundum86, der er rettet til de troende i
311 II, 7,54 | tusindårsdagen for Kijev'er Rus' dåb.~ ~ ~ ~ ~
312 II, 8,55 | som en slags model: "Det er med glæde, at dette kirkemøde ...
313 II, 8,55 | den første rang: Af dem er der flere, som roser sig
314 II, 8,55 | genoprette fuldt fællesskab, er det den enhed, der var således
315 II, 8,56 | den tidligere tradition er det igen blevet almindeligt
316 II, 8,56 | delkirker eller lokalkirker, der er samlet omkring deres biskop
317 II, 8,56 | eksisterede inden adskillelsen, er en erfaringsarv, der leder
318 II, 8,56 | fællesskab. Naturligvis er Herren gennem det andet
319 II, 8,56 | passende og betydningsfuld er apostlens opfordring for
320 II, 8,57 | Paul VI gav udtryk for, er det vor erklærede hensigt
321 II, 8,57 | forkyndte os: Ved dåben "er vi én i Kristus Jesus" (
322 II, 8,57 | den apostolske succession er vi forenede endnu mere ved
323 II, 8,57 | Guds gaver til hans Kirke er vi bragt i fællesskab med
324 II, 8,57 | mysterium sig, og netop dette er grundlaget for det traditionelle
325 II, 8,57 | engang at opdage, at vi er "søsterkirker", trods de
326 II, 8,57 | vi arbejde derfor, og det er denne virkelighed, vi må
327 II, 8,57 | denne vidunderlige tradition er meget frugtbar for Kirken.
328 II, 8,57 | En del af denne "skat" er også de "rige åndelige traditioner,
329 II, 8,57 | traditioner, som munkevæsenet især er udtryk for. Helt fra de
330 II, 8,57 | åbenbarede mysterium til tider er blevet bedre fattet og klarere
331 II, 8,57 | end af den anden, og ofte er det rigtigt at sige, at
332 II, 8,58 | pastorale konsekvenser, der er nyttige for de troendes
333 II, 8,58 | lyset af den erfaring, der er vundet i årene efter koncilet,
334 II, 8,58 | i årene efter koncilet, er denne teologiske og pastorale
335 II, 8,58 | Rets to codices. 95 Det er udtrykkeligt behandlet ud
336 II, 8,58 | vigtig og ømtålelig sag er det nødvendigt for hyrderne
337 II, 9,59 | erkende, at "i vore kirker er apostolsk succession fundamental
338 II, 9,59 | helliggørelse og enhed".98 Dette er vigtige udgangspunkter for
339 II, 9,60 | om søsterkirker. Også her er det blevet klart, at den
340 II, 9,60 | nå til fuldt fællesskab, er sandhedens dialog, næret
341 II, 9,60 | arbejde for enhed. 99 Der er taget et skridt fremad.
342 II, 9,60 | fortsætte. Allerede dette er tegn på, at spændinger formindskes,
343 II, 9,60 | orientalske katolske kirker, der er i fællesskab med den katolske
344 II, 9,61 | efterfølger. De første konciler er et talende vidnesbyrd om
345 II, 9,61 | næsten to tusind år? Dette er den store opgave, som den
346 II, 9,61 | betydning af en dialog, der er ledet af Helligåndens lys
347 II, 0,62 | i situationer, der ofte er fjendtlige og tragiske.
348 II, 0,62 | fjendtlige og tragiske. Dette er et konkret tegn på, hvordan
349 II, 0,62 | konkret tegn på, hvordan vi er forenede i Kristus, trods
350 II, 0,62 | Vi deler den tro, der er videregivet af apostlene,
351 II, 0,63 | kunnet bekende den tro, vi er fælles om. Endnu engang
352 II, 0,63 | vigtige indsats faktisk er frugten af teologisk forskning
353 II, 0,63 | og broderlig dialog. Det er en opmuntring for os, for
354 II, 0,63 | at den vej, vi fulgte, er den rigtige, og at vi med
355 II, 1,64 | på et senere tidspunkt, er knyttet til den katolske
356 II, 1,65 | Reformationen. Som følge heraf er de fælles om et "vesterlandsk"
357 II, 1,65 | forskelligheder udelukker, som det er påvist, selv om de er betydningsfulde,
358 II, 1,65 | det er påvist, selv om de er betydningsfulde, derfor
359 II, 1,65 | af kulturel baggrund ikke er den afgørende faktor. Det,
360 II, 1,65 | afgørende faktor. Det, der er væsentligt, er spørgsmålet
361 II, 1,65 | Det, der er væsentligt, er spørgsmålet om tro. Kristi,
362 II, 1,66 | dåbens sakramente, som vi er fælles om, "et mægtigt sakramentalt
363 II, 1,66 | enhedsbånd mellem alle dem, som er blevet genfødt i den".118
364 II, 1,66 | implikationer af vor fælles dåb er mange og betydningsfulde.
365 II, 1,66 | sakramente i sig selv "bare er en begyndelse og en indledning,
366 II, 1,66 | en indledning, som helt er rettet mod fuldkommengørelsen
367 II, 1,66 | fuldkommengørelsen af livet i Kristus ... er dåben rettet mod den fulde
368 II, 1,68 | at skabe fred. Alt dette er resultat af et oprigtigt
369 II, 1,68 | På dette store område er der rigelig plads til dialogen
370 II, 1,69 | Vatikankoncil gav udtryk for, er blevet omsat i handling,
371 II, 1,69 | handling, og lidt efter lidt er bilaterale teologiske dialoger
372 II, 1,69 | Verdensråd, og siden 1968 er katolske teologer blevet
373 II, 1,69 | Denne dialog har været og er stadig frugtbar og lovende.
374 II, 1,69 | og lovende. De emner, der er foreslået af koncilsdekretet,
375 II, 1,69 | foreslået af koncilsdekretet, er der allerede taget fat på
376 II, 1,69 | bilaterale dialoger, der er foregået med en begejstring,
377 II, 1,69 | blive rost af alle, der er interesserede i økumenisme,
378 II, 1,69 | succession. Som resultat heraf er uventede muligheder for
379 II, 1,69 | op, mens det på samme tid er blevet klart, at visse spørgsmål
380 II, 1,70 | bøn om enhed, som allerede er så dybt rodfæstet i og udbredt
381 II, 1,70 | deres tro på den ene Herre, er bøn kilden til oplysning
382 II, 2,71 | vigtige økumeniske møder, der er blevet afholdt i Rom, er
383 II, 2,71 | er blevet afholdt i Rom, er en betydelig del af mine
384 II, 2,72 | brødre og søstre, der alle er stærkt engagerede i at være
385 II, 2,72 | finder sted regelmæssigt, er vigtig i sig selv. Jeg er
386 II, 2,72 | er vigtig i sig selv. Jeg er dybt taknemlig for den hjertevarme
387 II, 2,73 | 73. Det er også en kilde til stor glæde
388 II, 3,74 | næsten".125~Det, der her lige er blevet skitseret, er frugtbar
389 II, 3,74 | lige er blevet skitseret, er frugtbar grund ikke blot
390 II, 3,75 | 75. For kristne er dette samarbejde, der inspireres
391 II, 3,75 | handling. Grunden til det er Herrens ord: "For jeg var
392 II, 3,75 | den tydelige værdi, at det er et fælles vidnesbyrd i Herrens
393 II, 3,75 | vidnesbyrd i Herrens navn. Det er også en form for forkyndelse,
394 II, 3,76 | social uretfærdighed.~Vi er kaldede til at gøre os stadigt
395 II, 3,76 | religiøse betragtninger ikke er den virkelige årsag til
396 II, 3,76 | skønt der desværre stadig er en risiko, for at religion
397 III, 1,77 | den velsignede dag, da vi er nået til fuld enhed i troen
398 III, 1,77 | konvergens, der allerede er opnået mellem os, og som
399 III, 1,77 | opnået mellem os, og som er resulteret i et effektivt
400 III, 1,77 | som bekender at Kirken er én, hellig, katolsk og apostolsk.
401 III, 1,77 | den økumeniske bevægelse er at genoprette fuld synlig
402 III, 1,77 | betragtning af dette mål er alle de hidtil nåede resultater,
403 III, 1,77 | lovende og positive de end er, kun et skridt på vejen.~ ~
404 III, 1,78 | den økumeniske bevægelse er det ikke kun den katolske
405 III, 1,78 | opfattelse af den enhed, der er villet af Gud. Denne indstilling
406 III, 1,78(129)| en analog opfattelse, der er godkendt af Kirkernes Verdensråds
407 III, 1,78 | denne søgen efter sandhed er en ophøjet form for evangelisk
408 III, 1,78 | mod den synlige enhed, der er nødvendig og tilstrækkelig,
409 III, 1,78 | ene kirkes fællesskab, som er villet af Kristus, kræver
410 III, 1,78 | andre byrder, end hvad der er absolut nødvendigt (sml.
411 III, 1,79 | 79. Det er allerede muligt at bestemme
412 III, 1,79 | Kirkens læreembede, der er betroet til paven og biskopperne
413 III, 1,79 | eller en defaitisme, der er tilbøjelig til at se negativt
414 III, 1,79 | at respektere sandheden er absolut. Er dette ikke evangeliets
415 III, 1,79 | respektere sandheden er absolut. Er dette ikke evangeliets lov?~ ~
416 III, 2,80 | med spørgsmål, der ofte er tros-anliggender og de kræver
417 III, 2,80 | Helligåndens salvelse. 134 Det er den samme Ånd, der bistår
418 III, 2,80 | dialogen skal blive modtaget, er det nødvendigt med en omfattende,
419 III, 2,80 | med den trostradition, der er modtaget fra apostlene,
420 III, 2,80 | modtaget fra apostlene, og som er blevet levet i de troendes
421 III, 2,81 | personer. Hvad dette angår, er det bidrag, som teologer
422 III, 2,81 | Kirken, meget vigtigt. Det er også klart, at økumeniske
423 III, 2,81 | definitiv vurdering.~I alt dette er det til stor hjælp metodologisk
424 III, 3,82 | 82. Det er forståeligt, at et alvorligt
425 III, 3,82 | engagement for økumenisme er en stærk udfordring for
426 III, 3,82 | sig i hænderne på ham, der er vor fortaler over for Faderen,
427 III, 3,82 | Faderen, Jesus Kristus.~Det er helt sikkert, at i denne
428 III, 3,82 | kraft i den sandhed, som er Kristus, vil vi finde den
429 III, 3,82 | vi finde den styrke, der er nødvendig for at føre økumenismens
430 III, 3,82 | den omvendelse, der er forhåndsbetingelsen for
431 III, 3,82 | i den økumeniske dialog er bestræbelsen for at drage
432 III, 3,83 | har fået af Helligånden, er det ikke ud over deres muligheder
433 III, 3,83 | Kristus og for Faderen, så de er gået så langt som til at
434 III, 3,83 | at udgyde deres blod. Men er ikke denne samme hengivenhed
435 III, 3,83 | kaldt "omvendelsens dialog"? Er det ikke netop denne dialog,
436 III, 3,84 | århundredes martyrer, der er talrigere, end man skulle
437 III, 3,84 | men virkeligt fællesskab er bevaret og vokser på mange
438 III, 3,84 | dette fællesskab allerede er fuldkomment i det, som vi
439 III, 3,84 | sandeste fællesskab, der er muligt med Kristus, der
440 III, 3,84 | alle kristne fællesskaber er beviset for nådens magt,
441 III, 3,84 | beviset for nådens magt, er de ikke de eneste, der vidner
442 III, 3,84 | denne magt. Skønt det endnu er på en usynlig måde, er fællesskabet
443 III, 3,84 | endnu er på en usynlig måde, er fællesskabet mellem vore
444 III, 3,84 | liv i troskab mod nåden er i fællesskab med Kristus
445 III, 3,84 | fællesskaberne har bevaret, og som de er formede af, men først og
446 III, 3,84 | universelle tilstedeværelse er faktisk et tegn og et bevis
447 III, 3,84 | ønske om at følge Kristus, er Ånden ofte i stand til at
448 III, 3,84 | Hvis fællesskaber virkeligt er i stand til i det ovenfor
449 III, 3,84 | overvinde de forhindringer, der er arvet fra fortiden, og føre
450 III, 3,84 | synlige koinonia, der både er lovprisning af hans herlighed
451 III, 3,85 | godt ud af situationer, der er en krænkelse af hans planer,
452 III, 3,85 | det kristne kald, som det er tilfældet i helgenernes
453 III, 3,85 | Trods splittelsen, som er et onde, som vi må helbredes
454 III, 3,85 | som vi må helbredes for, er der opstået en fylde af
455 III, 3,85 | Faderens forventninger? Han er med os.~ ~
456 III, 4,87 | vi som den katolske kirke er os bevidst, at vi har modtaget
457 III, 5,88 | de kirkelige fællesskaber er den katolske kirke bevidst
458 III, 5,88 | så smukt har udtrykt det, er mit embede det, der tilkommer
459 III, 5,88 | servorum Dei. Denne betegnelse er den bedst mulige sikring
460 III, 5,88 | ifølge evangeliet: "Jeg er iblandt jer som den, der
461 III, 5,88 | kristne, hvis erindring er mærket af visse smertelige
462 III, 5,89 | 89. Det er ikke desto mindre betydningsfuldt
463 III, 5,89 | af Roms primat allerede er ved at blive eller i den
464 III, 5,89 | vil blive studeret. Det er ligeledes betydningsfuldt
465 III, 5,89(149)| i den undersøgelse, der er gennemført af THE JOINT
466 III, 5,90 | 90. Biskoppen af Rom er den biskop i Kirken, der
467 III, 5,90 | forsynets hemmelige plan er det i Rom, at [Peter] afslutter
468 III, 5,90 | efterfølgelse af Jesus, og det er i Rom, han giver det største
469 III, 5,90 | største vidnesbyrd i Rom. Det er på denne måde, at Rom blev
470 III, 5,90 | 37; 5,29). Den plads, der er anvist Peter, bygger på
471 III, 5,90 | Kristi egne ord, som de er gengivet i evangeliets traditioner.~ ~
472 III, 5,91 | opgave i kirken: "Salig er du, Simon, Jonas' søn, for
473 III, 5,91 | Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe
474 III, 5,91 | sml. Luk.22,31-32). Det er ligesom om, det på baggrund
475 III, 5,91 | holdent skyldes nåde. Det er, som om Mesteren især er
476 III, 5,91 | er, som om Mesteren især er optaget af Peters omvendelse
477 III, 5,91 | rolle, der på lignende måde er kædet sammen med en realistisk
478 III, 5,91 | sml. Joh.21,15-19). Det er også betydningsfuldt, at
479 III, 5,91 | Tolv (sml. 1.Kor.15,5).~Det er vigtigt at bemærke, hvor
480 III, 5,91 | barmhjertighed, Peter har brug for, er knyttet til det barmhjertighedens
481 III, 5,91 | barmhjertighedens embede, som han er den første til at erfare?
482 III, 5,92 | 92. Hvad Paulus angår, er han i stand til at afslutte
483 III, 5,92 | fra Herren selv: "Min nåde er dig nok, for min magt udøves
484 III, 5,92 | kan han udbryde: "Når jeg er magtesløs, er jeg stærk" (
485 III, 5,92 | Når jeg er magtesløs, er jeg stærk" (2.Kor.12,9-10).
486 III, 5,92 | 2.Kor.12,9-10). Dette er en grundlæggende karakteristik
487 III, 5,92 | Peters sendelse i Kirken, der er blevet frugtbar ved apostelfyrsternes
488 III, 5,92 | tilkommer dette embede, er helt til tjeneste for Guds
489 III, 5,93 | barmhjertighed. Hans tjeneste er en barmhjertighedens tjeneste,
490 III, 5,93 | gennemskuelighed.~Guds Kirke er kaldet af Kristus til i
491 III, 5,93 | Kristus til i en verden, der er indfanget af synd og onde
492 III, 5,94 | barmhjertighedshandling, er inden for bispekollegiet
493 III, 5,94 | han har vist, at Kristus er "den ene og eneste hyrde,
494 III, 5,94 | hyrde, i hvis enhed alle er ét", og siger: "Gid alle
495 III, 5,94 | stemme, som fårene hører, er fri for alle splittelser,
496 III, 5,94 | enhver af delkirkerne, der er betroet til de andre hyrder.
497 III, 5,94 | andre hyrder. Alle kirkerne er i fuld og synlig enhed,
498 III, 5,94 | enhed, fordi alle hyrderne er i fællesskab med Peter og
499 III, 5,94 | kirkernes enhed. Af denne grund er han den første tjener for
500 III, 5,94 | og det kristne liv. Det er hans ansvar som Peters efterfølger
1-500 | 501-552 |