Chapter, Paragraph, Number
1 Indl, 0,1 | sandhed om korset1. Korset! En antikristen livsanskuelse
2 Indl, 0,2 | fællesskab mellem kristne, en vej, der er vanskelig, men
3 Indl, 0,3 | årtusinde. Det vil være en enestående lejlighed til
4 Indl, 0,4 | 4. Dette er en særlig pligt for biskoppen
5 Indl, 0,4 | jeg adlyder Herren, og med en klar fornemmelse af min
6 I, 1,5 | enhed. For "Kirken er ikke en virkelighed, der er lukket
7 I, 1,6 | forargelse, og at den skader en så hellig sag som evangeliets
8 I, 2,7 | tider hos de kristne vækket en stadig dybere smerte over
9 I, 2,7 | stadig dybere smerte over og en tiltagende længsel efter
10 I, 2,7 | adskilte brødre opstået en stadig mere omfattende bevægelse,
11 I, 2,7 | ene og synlige Guds kirke, en virkelig universel Kirke
12 I, 2,9 | mission. Det er heller ikke en sekundær egenskab i hans
13 I, 2,9 | i at samle mennesker som en samling af enkeltindivider.
14 I, 2,9 | enkeltindivider. Det er en enhed, der er konstitueret
15 I, 2,9 | må blive helt fuldendt på en sådan måde, så enhver tydeligt
16 I, 2,10 | styrkede deres forpligtelse med en tydelig ecclesiologisk vision,
17 I, 2,10 | det økumeniske spørgsmål i en troens ånd.~Koncilet slår
18 I, 2,11 | med disse fællesskaber ved en sand enhed i Helligånden.~ ~
19 I, 2,12 | konstitution udarbejdede en lang liste over "de elementer
20 I, 2,12 | livets norm, og de lægger en oprigtig religiøs iver for
21 I, 2,12 | hellige eukaristi og nærer en oprigtig hengivenhed for
22 I, 2,12 | nådemidler, og, mere end det, en vis ægte forening i Helligånden,
23 I, 3,15 | frelsesvej. Dette er på en særlig måde sandt om den
24 I, 3,15 | Vatikankoncil, da det som en dimension af fornyelsen
25 I, 3,15 | om indre omvendelse, om en sindets fornyelse. 22~Enhver
26 I, 3,15 | kristent engagement. På en tilsvarende måde er der
27 I, 3,15 | tilsvarende måde er der en forøget sans for nødvendigheden
28 I, 3,15 | nødvendigheden af anger: en bevidsthed om visse udelukkelser,
29 I, 3,15 | vægringer ved at tilgive, af en vis stolthed, af en uevangelisk
30 I, 3,15 | af en vis stolthed, af en uevangelisk insisteren på
31 I, 3,15 | fordømme den "anden part", af en ringeagt, der udspringer
32 I, 3,15 | ringeagt, der udspringer af en usund indbildskhed. Således
33 I, 3,16 | Vatikankoncils lære er der en klar forbindelse mellem
34 I, 3,16 | opfordring.~Ved at gå ind i en åben dialog kan fællesskaber
35 I, 3,17 | allerede er gjort, og de er en kilde til håb, for så vidt
36 I, 3,17 | Forøgelsen af fællesskab i en reform, der er vedvarende
37 I, 3,17 | aspekter. Desuden er det en væsentlig garanti for fremtiden.
38 I, 3,17 | Vatikankoncils økumeniske fremstød er en af konsekvenserne af alt
39 I, 3,17 | meninger og bedømmelser en rolle i de store drøftelser
40 I, 3,18 | 18. Ved at tage en idé op, der blev udtrykt
41 I, 3,18 | læren udformes, som et af en vedvarende reforms elementer32.
42 I, 3,18 | at tilpasse sandheden til en bestemt tidsalders smag,
43 I, 3,18 | legeme ville kunne betragte en forsoning som ægte, hvis
44 I, 3,18 | ved, hvad troen kræver. En "væren sammen", der forrådte
45 I, 3,19 | mennesker i vore dage. 38~"En sådan fornyelse er derfor
46 I, 3,20 | kristen enhed, ikke bare er en slags "appendiks", der tilføjes
47 I, 3,20 | Økumenismen er derimod en organisk del af dens liv
48 I, 4,21 | faktisk et udtryk for og en bekræftelse af enhed. Kristnes
49 I, 4,21 | Kristnes fælles bøn er en opfordring til Kristus selv
50 I, 4,23 | betragte kirke og kristendom på en ny måde. Det må ikke glemmes,
51 I, 4,23 | den økumeniske bevægelse i en vis forstand er udsprunget
52 I, 4,23 | kirkelige fællesskab. Dette var en modsigelse, som ikke kunne
53 I, 4,23 | at denne kendsgerning var en hindring for at tage imod
54 I, 4,24 | 24. Det er en kilde til glæde at se, at
55 I, 4,24 | ved pinsetid, er blevet en udbredt og fast tradition.
56 I, 4,25 | kun Paven, der er blevet en pilgrim. I de senere år
57 I, 4,25 | bede for enhed er blevet en integrerende del af Kirkens
58 I, 4,25 | umuligt for mig at give en fuldstændig liste over sådanne
59 I, 4,25 | efter side i "Enhedens Bog", en "bog", som vi stadigt må
60 I, 4,26 | fatte. Han antyder nemlig en lighed mellem de guddommelige
61 I, 4,26 | ud fra et fornyet sind, en ægte selvfornægtelse og
62 I, 4,26 | ægte selvfornægtelse og en spontan og favnende kærlighed,
63 I, 4,26 | bønfalde Helligånden om en oprigtig uselviskhed, ydmyg
64 I, 4,27 | den interesse helt blive en del af vort livs virkelighed
65 I, 4,27(50) | Kirkens enhed. Som følge af en alvorlig sygdom døde hun
66 I, 5,28 | dia-logos), implicerer al dialog en global, eksistentiel dimension.
67 I, 5,28 | fællesskaber inddrager på en særlig måde enhvers subjektivitet.~
68 I, 5,28 | aktivitet. Dialog er ikke blot en udveksling af tanker. Det
69 I, 5,28 | udveksling af tanker. Det er på en måde altid en "udveksling
70 I, 5,28 | Det er på en måde altid en "udveksling af gaver"53.~ ~
71 I, 5,29 | imidlertid nødvendigt med en vekselvirkning. At følge
72 I, 5,29 | følge disse kriterier er en forpligtelse for alle parter,
73 I, 5,29 | parter, der ønsker at indlede en dialog, og det er en forudgående
74 I, 5,29 | indlede en dialog, og det er en forudgående betingelse for
75 I, 5,29 | betingelse for at påbegynde en sådan dialog. Det er nødvendigt
76 I, 5,29 | antagonisme og konflikt til en situation, hvor hver part
77 I, 5,29 | anerkender den anden som en partner. Når der indledes
78 I, 5,29 | partner. Når der indledes en dialog, må enhver part hos
79 I, 5,30 | 30. Man kan med en følelse af stor taknemlighed
80 I, 5,30 | andet Vatikankoncil var en velsignet tid, hvor grundlaget
81 I, 6,31 | påbegyndt; den er blevet en fuldstændig nødvendighed,
82 I, 6,31 | fuldstændig nødvendighed, en af de ting, Kirken prioriterer
83 I, 6,31 | og lader den enkelte give en mere indgående forklaring
84 I, 6,31 | eget kirkesamfunds lære og en nærmere præsentation af
85 I, 6,32 | som socialt væsen, fordrer en selvstændig orientering
86 I, 6,32 | kan nemlig ved hjælp af en sådan dialog tilegne sig
87 I, 6,32 | sådan dialog tilegne sig en mere sand opfattelse og
88 I, 6,32 | mere sand opfattelse og en mere retfærdig vurdering
89 I, 6,32 | gøre, finder de hinanden i en enstemmig bøn. Et sidste
90 I, 7 | Dialog som en samvittighedsransagelse~ ~
91 I, 7,33 | økumenisk dialog præget af en fælles søgen efter sandhed,
92 I, 7,33 | afhænger af bøn, så bliver i en anden forstand bøn også
93 I, 7,34 | økumeniske dialog kan vi tale om en større modenhed i vor fælles
94 I, 7,34 | som dialog også tjener til en samvittighedsransagelse.
95 I, 7,34 | har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke
96 I, 7,34 | ikke i os". (1.Joh.1,10). En så radikal opfordring til
97 I, 7,34 | økumeniske dialog. Hvis en sådan dialog ikke bliver
98 I, 7,34 | sådan dialog ikke bliver til en samvittighedsransagelse,
99 I, 7,34 | samvittighedsransagelse, en slags "samvittighedens dialog",
100 I, 7,34 | hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus
101 I, 7,35 | sit eget præg; den bliver en "omvendelsens dialog" og
102 I, 7,35 | således med pave Paul VI's ord en "frelsens dialog"60. Dialog
103 I, 7,35 | fællesskab. Den har også en vertikal bevægelse, rettet
104 I, 8 | Dialog som en metode til at løse uoverensstemmelser~ ~
105 I, 8,36 | uløseligt forbundet med en kærlighedens og ydmyghedens
106 I, 8,36 | dagen, og som måske kræver en fornyet undersøgelse af
107 I, 8,36 | forklarer den, ikke må være en hindring for vore brødre
108 I, 8,36 | og forklare dens lære på en måde, der er korrekt, fair
109 I, 8,36 | samme vendinger eller i en anden forklædning.~ ~
110 I, 8,37 | huske på, at der findes en vis rækkefølge, et vist "
111 I, 8,37 | kappestrid om at anspore alle til en dybere forståelse og en
112 I, 8,37 | en dybere forståelse og en klarere tilkendegivelse
113 I, 8,38 | formuleringer, er forskellige fra en given epokes foranderlige
114 I, 8,38 | forkerte tolkninger. 65~En af økumenismens fordele
115 I, 8,38 | alle fællesskaber og på en vis måde belære dem om Kristi
116 I, 8,38 | mysterium. Ægte økumenisme er en gave, der tjener sandheden.~ ~
117 I, 8,39 | uoverensstemmelser ses i øjnene med en broderlig kærligheds ånd,
118 I, 9,40 | broderligt fællesskab, men er en åbenbaring af Kristus selv.~
119 I, 9,40 | er økumenisk samarbejde en sand skole i økumenisme,
120 I, 9,40 | sand skole i økumenisme, en dynamisk vej til enhed.
121 I, 9,40 | samarbejde mellem kristne en form for fælles kristent
122 II, 1,41 | udbredte. Dette er i sandhed en stor Guds gave, som fortjener
123 II, 1,41 | nåde over nåde" (Joh.1,16). En forståelse af, hvor meget
124 II, 1,42 | og søstre. Og igen er der en tilbøjelighed i dag til
125 II, 1,42 | ordforrådet er betegnende for en vigtig holdningsændring.
126 II, 1,42 | holdningsændring. Der er en forøget bevidsthed om, at
127 II, 1,42 | økumeniske gudstjenester, som er en vigtig del af mine apostolske
128 II, 1,42 | universelle broderskab" er blevet en fast økumenisk overbevisning.
129 II, 1,42 | Kristne har omvendt sig til en broderlig kærlighed, der
130 II, 1,42 | politisk røre, at der viser sig en vis aggressivitet eller
131 II, 1,42 | vis aggressivitet eller en hævngerrighed, arbejder
132 II, 1,42 | søstre, ikke er resultatet af en storsindet menneskekærlighed
133 II, 1,42 | menneskekærlighed eller en vag familiefølelse. Den
134 II, 1,42 | normer udtrykker håbet om en gensidig officiel anerkendelse
135 II, 1,42 | Dette er langt mere end en økumenisk høflighedshandling;
136 II, 1,42 | høflighedshandling; det udgør en fundamental ecclesiologisk
137 II, 2,43 | måde "kommunikerer" de i en eller anden af de opgaver,
138 II, 2,43 | udgør kristnes sendelse: på en realistisk måde at minde
139 II, 2,43 | stemme mere indtryk end en enkelt stemme.~Det er heller
140 II, 2,43 | Rei Socialis, var det mig en glæde at omtale dette samarbejde,
141 II, 3,45 | gudstjeneste. Nogle har på basis af en anbefaling, der blev udtrykt
142 II, 3,45 | behov.~Disse ting er tegn på en konvergens med hensyn til
143 II, 3,45 | ønske er allerede i sig selv en fælles lovprisning, en eneste
144 II, 3,45 | selv en fælles lovprisning, en eneste ydmyg bøn. Sammen
145 II, 3,46 | denne forbindelse er det en kilde til glæde at se, at
146 II, 3,46 | gyldige. Bestemmelserne for en sådan gensidig modtagelse
147 II, 4,47 | hele personen; det er også en kærlighedens dialog. Det
148 II, 4,48 | erfaring, og er på samme tid en stor udfordring i vor tid.
149 II, 4,48 | tyvende århundrede ikke en tid for store vidnesbyrd,
150 II, 4,48 | troskab mod den ene Herre, er en ekstraordinær økumenisk
151 II, 4,48 | tværtimod altid føre til en mere fuldkommen tilegnelse
152 II, 4,48 | Økumenisk dialog vil som en ægte frelses-dialog sikkert
153 II, 5,49 | Vatikankoncil med at være en stærk kilde til tilskyndelse
154 II, 5,49 | om den katolske kirke til en anerkendelse af de frelsende
155 II, 5,49 | forgodtbefindende, men er en pligt, det vokser frem af
156 II, 5,49 | kristne fællesskaber, med en konstatering af hvilken
157 II, 6,50 | kirker". Og det tilføjer som en konsekvens heraf, at "fordi
158 II, 6,51 | langsom og vanskelig, men en kilde til stor glæde, og
159 II, 7,52 | afsluttedes således med en højtidelig handling, der
160 II, 7,52 | handling, der på samme tid var en sanering af historiske erindringer,
161 II, 7,52 | historiske erindringer, en gensidig tilgivelse og en
162 II, 7,52 | en gensidig tilgivelse og en stadig forpligtelse til
163 II, 7,52 | betragtede jeg det som en af mit pontifikats første
164 II, 7,52 | år, med i Rom at modtage en delegation fra Det økumeniske
165 II, 7,52 | ligesom skikken med at sende en delegation fra Den hellige
166 II, 7,53 | disse regelmæssige kontakter en direkte informations- og
167 II, 7,53 | i det elvte århundrede, en lejlighed, der gjorde det
168 II, 7,53 | byzantinske kirkes miljø på en tid, hvor denne kirke var
169 II, 7,54 | Wladimir modtog i Kijev, var en central begivenhed i verdens
170 II, 7,54 | Siden Rus' dåb har det en endnu videre anvendelse:
171 II, 7,54 | bredder, går tilbage til en tid, da kirken i Østen og
172 II, 8,55 | det første årtusind og i en vis forstand nu tjener som
173 II, 8,55 | vis forstand nu tjener som en slags model: "Det er med
174 II, 8,56 | ekskommunikationer, der var en smertelig kirkeretlig og
175 II, 8,56 | eksisterede inden adskillelsen, er en erfaringsarv, der leder
176 II, 8,56 | Med Guds nåde må der gøres en stor indsats for mellem
177 II, 8,57 | forvanskning. Og nu efter en lang adskillelsesperiode
178 II, 8,57 | begyndelsen af har ejet en skat, som Vestens kirke
179 II, 8,57 | det juridiske område".90~En del af denne "skat" er også
180 II, 8,57 | klostrenes åndelige liv haft en rig blomstring i Orienten,
181 II, 8,57 | lejlighed til at fremhæve i en af mine sidste apostolske
182 II, 8,57 | den største tjeneste som en kristen kan vise sin bror,
183 II, 8,58 | praksis viser imidlertid, at en række personlige forhold
184 II, 8,58 | personlige forhold anvendt en mindre streng fremgangsmåde
185 II, 8,58 | principper og normer. 96~I en så vigtig og ømtålelig sag
186 II, 9,59 | den hellige eukaristi. I en positiv ånd og på basis
187 II, 9,60 | læremæssige grundlag for en positiv løsning af dette
188 II, 9,60 | af kærlighedens dialog. En anerkendelse af de orientalske
189 II, 9,60 | dialog, vil ikke blot fremme en sand og broderlig indbyrdes
190 II, 9,60 | formindskes, hvad der gør en søgen efter enhed mere frugtbar.~
191 II, 9,60 | dekretet om økumenisme, spille en konstruktiv rolle i kærlighedens
192 II, 9,61 | Helligånden steg op fra dem alle i en vidunderlig mangfoldighed
193 II, 9,61 | katolske kirke må løse, en opgave, der lige så meget
194 II, 9,61 | vedvarende betydning af en dialog, der er ledet af
195 II, 0,62 | tro i lang tid havde været en kilde til adskillelse mellem
196 II, 0,62 | store glæde at underskrive en fælles kristologisk erklæring
197 II, 0,63 | kristologiske uoverensstemmelser i en sådan grad, så vi sammen
198 II, 0,63 | broderlig dialog. Det er en opmuntring for os, for det
199 II, 1,64 | slægtskabsbånd på grund af en århundreder lang deltagelse
200 II, 1,64 | århundreder lang deltagelse i en fælles kristenhed, indbefattet
201 II, 1,65 | om at der kunne skabes en eller anden form for samarbejde
202 II, 1,65 | Vesten. Denne bøn bliver til en befaling om at lægge vore
203 II, 1,66 | forsøgte ikke på at give en "beskrivelse" af den efter-reformatoriske
204 II, 1,66 | Imidlertid har de "en anden opfattelse end vi ...
205 II, 1,66 | autentisk læreembede udøve en speciel funktion ved at
206 II, 1,66 | sakramente i sig selv "bare er en begyndelse og en indledning,
207 II, 1,66 | bare er en begyndelse og en indledning, som helt er
208 II, 1,66 | villet den, og endelig til en fuldstændig integrering
209 II, 1,68 | Teksten rejser således en række spørgsmål, som på
210 II, 1,69 | processen med at oprette en "fælles arbejdsgruppe" med
211 II, 1,69 | dialoger, der er foregået med en begejstring, der fortjener
212 II, 1,70 | økumenismen. Netop fordi en stræben efter fuld enhed
213 II, 1,70 | fra at være begrænset til en gruppe specialister, udstrakt
214 II, 1,70 | et værdifuldt bidrag på en skjult og grundig måde.~ ~ ~
215 II, 2,71 | blevet afholdt i Rom, er en betydelig del af mine pastorale
216 II, 2,71 | Nogle af mine rejser har en præcis økumenisk "prioritet",
217 II, 2,71 | katolske menigheder udgør en minoritet i forhold til
218 II, 2,71 | bestemt samfund repræsenterer en betydelig del af dem, der
219 II, 2,72 | Danmark Island) i juni 1989. I en atmosfære, der var præget
220 II, 2,72 | dette har for mig været en kilde til stor opmuntring.
221 II, 2,72 | sammenhæng vil jeg gerne nævne en tilkendegivelse, dikteret
222 II, 2,72 | celebranten. De ønskede ved en aftalt gestus at vise deres
223 II, 2,72 | i USA, hvor man mærkede en stor økumenisk åbenhed.
224 II, 2,73 | 73. Det er også en kilde til stor glæde at
225 II, 2,73 | og aktiviteter, der har en stimulerende virkning på
226 II, 3,74 | nådegaver. Dertil kommer en stærk retfærdighedssans
227 II, 3,74 | stærk retfærdighedssans og en oprigtig kærlighed til næsten".125~
228 II, 3,74 | virksomme tro har også frembragt en hel række institutioner,
229 II, 3,75 | selve evangeliet, aldrig kun en humanitær handling. Grunden
230 II, 3,75 | Herrens navn. Det er også en form for forkyndelse, fordi
231 II, 3,75 | der stadigt består, udøver en negativ indflydelse og sætter
232 II, 3,76 | kristnes bøn og handling og med en stadigt voksende teologisk
233 II, 3,76 | skønt der desværre stadig er en risiko, for at religion
234 II, 3,76 | i verden. Samme dag, på en anden, men tilsvarende måde
235 II, 3,76 | Frans af Assisis by som en pilgrim 9.-10. januar 1993,
236 III, 1,78(129)| vedholdende arbejde har ført til en analog opfattelse, der er
237 III, 1,78 | denne søgen efter sandhed er en ophøjet form for evangelisk
238 III, 1,78 | søge enhed. På basis af en vis fundamental læremæssig
239 III, 1,78 | som manifesterer sig på en virkelig og konkret måde,
240 III, 1,79 | nøjere, inden der kan opnås en sand konsensus, hvad troen
241 III, 1,79 | forstået som et ansvar og en myndighed, der udøves i
242 III, 1,79 | for enhed og endnu mere en forudfattet modstand eller
243 III, 1,79 | forudfattet modstand eller en defaitisme, der er tilbøjelig
244 III, 2,80 | dybere plan, ligger der en ny opgave foran os: den
245 III, 2,80 | erklæringer, men må blive en fælles arvelod. For at dette
246 III, 2,80 | styrkes, må der foretages en alvorlig undersøgelse, som
247 III, 2,80 | modtaget, er det nødvendigt med en omfattende, nøjagtig og
248 III, 2,81 | har ansvar for at udtrykke en definitiv vurdering.~I alt
249 III, 3,82 | engagement for økumenisme er en stærk udfordring for de
250 III, 3,82 | kalder dem til at foretage en alvorlig samvittighedsransagelse.
251 III, 3,82 | hvad der kunne kaldes for en "indre omvendelse", som
252 III, 3,82 | vanskelige pilgrimsvandring til en lykkelig afslutning. "Omvendelsens
253 III, 3,82 | relationer, der vil være mere end en hjertelig forståelse eller
254 III, 3,83 | brødre og søstre bevaret en så radikal og absolut hengivenhed
255 III, 3,83 | klart viser behovet for en dybere og dybere erfaring
256 III, 3,84 | magt. Skønt det endnu er på en usynlig måde, er fællesskabet
257 III, 3,84 | fællesskab.~Når vi taler om en fælles arv, må vi som en
258 III, 3,84 | en fælles arv, må vi som en del deraf anerkende ikke
259 III, 3,84 | omvendelsens dialog" sig som en kilde til håb. Denne helgenernes
260 III, 3,84 | til at udgyde sin nåde på en usædvanlig vis. Erfaringen
261 III, 3,85 | ud af situationer, der er en krænkelse af hans planer,
262 III, 3,85 | helbredes for, er der opstået en fylde af nåde, som skal
263 III, 3,85 | som skal smykke koinonia'en. Guds nåde vil være med
264 III, 4,87 | denne broderlige indflydelse en vigtig plads. På det stadium,
265 III, 4,87 | proces utvivlsomt blive en kraft, der tilskynder til
266 III, 5,88 | embede det, der tilkommer en servus servorum Dei. Denne
267 III, 5,88 | primatet) fra tjeneste. En sådan adskillelse ville
268 III, 5,88 | denne overbevisning udgør en vanskelighed for de fleste
269 III, 5,89 | påbegynder et nyt studium af en universel tjeneste for kristen
270 III, 5,90 | Testamente indtager Peter en fremtrædende plads. I den
271 III, 5,91 | af Peters omvendelse som en måde til at forberede ham
272 III, 5,91 | måde er kædet sammen med en realistisk bekræftelse af
273 III, 5,92 | 2.Kor.12,9-10). Dette er en grundlæggende karakteristik
274 III, 5,93 | barmhjertighed. Hans tjeneste er en barmhjertighedens tjeneste,
275 III, 5,93 | tjeneste, der udspringer fra en Kristi egen barmhjertighedshandling.
276 III, 5,93 | kaldet af Kristus til i en verden, der er indfanget
277 III, 5,94 | stemme blive hørt og ikke en skvadren af stemmer ...
278 III, 5,94 | vagt" (episkopein), ligesom en skildvagt, således at Kristi,
279 III, 5,94 | ex cathedra - erklære, at en bestemt lære hører til troens
280 III, 5,95 | rettet til mig, om at finde en metode til at udøve primatet
281 III, 5,95 | til at udøve primatet på en måde, der uden at give afkald
282 III, 5,95 | mindre er åbent over for en ny situation. Gennem et
283 III, 5,95 | det, der skulle have været en tjeneste, sig tit i et helt
284 III, 5,95 | dette embede kan udføre en kærlighedens tjeneste, der
285 III, 5,96 | 96. Dette er en umådelig opgave, som vi
286 III, 5,96 | teologer til at indlade sig på en tålmodig og broderlig dialog
287 III, 5,96 | dialog med mig om dette emne, en dialog, hvor vi, idet vi
288 III, 6 | fællesskab med Roms kirke: en nødvendig betingelse for
289 III, 6,97 | af Rom - i Guds plan - er en væsentlig betingelse for
290 III, 6,97 | blive væltet af stormene og en dag vil nå sin havn.~ ~ ~
291 III, 7,98 | De kristnes splittelse er en alvorlig kendsgerning, der
292 III, 7,98 | tænke, at evangeliet er en anledning til splittelse,
293 III, 7,99 | er den økumeniske opgave "en af de pastorale prioriteter"
294 III, 7,99 | vejen for den kærlighed er en krænkelse af ham og af hans
295 Form, 0,100 | den fornyede indsats for en så trofast som mulig anvendelse
296 Form, 0,101 | egen vilje. 160 Dette er en del af den biskoppelige
297 Form, 0,101 | biskoppelige opgave, og det er en pligt, der udledes direkte
298 Form, 0,102 | efter enhed og er som sådan en af de grundlæggende former
299 Form, 0,102 | tager ikke imod et offer fra en, der sår uenighed, men kræver
|