Indledning

UT UNUM SINT! Det kald til kristen enhed, som Det andet Vatikankoncil fremsatte med et så lidenskabeligt engagement, vinder endnu større genklang i troendes hjerter, især nu, hvor året 2000 nærmer sig, et år som kristne vil fejre som et helligt jubilæum, som mindefesten for at Guds Søns blev kød, da han blev menneske for at frelse menneskeheden.

Vidnesbyrdet fra så mange af vort århundredes martyrer, også blandt medlemmer af kirker og kirkelige fællesskaber, der ikke er i fuldt fællesskab med den katolske kirke, giver ny kraft til koncilets appel, og minder os om at lytte til og omsætte dets formaning i praksis. Disse vore søstre og brødre, der var forenede i den uselviske opofrelse af deres liv for Guds rige, er det stærkeste bevis for, at enhver form for splittelse kan besejres og overvindes i den totale given-sig-selv for evangeliets skyld.

Kristus kalder alle sine disciple til enhed. Det er mit oprigtige ønske at forny dette kald i dag, endnu engang at fremsætte det med beslutsomhed, idet jeg gentager, hvad jeg sagde i Colosseum i Rom langfredag 1994, ved afslutningen af den korsvejs-meditation, der var forberedt af min ærværdige broder Bartholomæus, den økumeniske patriark af Konstantinopel. Dér sagde jeg, at de, der tror på Kristus og er forenede i at gå i martyrernes fodspor, ikke kan vedblive med at være adskilte. Hvis de virkelig sandt og effektivt ønsker at modsætte sig verdens tilbøjelighed til at reducere forløsningens mysterium til magtesløshed, må de i fællesskab bekende den samme sandhed om korset¹. Korset! En antikristen livsanskuelse forsøger at bagatellisere korset, at tømme det for dets mening og nægter, at i det udspringer menneskets kilde til nyt liv. Den hævder, at korset hverken er i stand til at give fremsynsvisioner eller håb. Mennesket er, siger den, ikke andet end et jordisk væsen, der må leve, som om Gud ikke eksisterede,