|
Indledning
UT UNUM SINT! Det kald til kristen enhed, som
Det andet Vatikankoncil fremsatte med et så lidenskabeligt engagement, vinder
endnu større genklang i troendes hjerter, især nu, hvor året 2000 nærmer sig,
et år som kristne vil fejre som et helligt jubilæum, som mindefesten for at
Guds Søns blev kød, da han blev menneske for at frelse menneskeheden.
Vidnesbyrdet fra så mange af vort århundredes martyrer, også
blandt medlemmer af kirker og kirkelige fællesskaber, der ikke er i fuldt
fællesskab med den katolske kirke, giver ny kraft til koncilets appel, og
minder os om at lytte til og omsætte dets formaning i praksis. Disse vore
søstre og brødre, der var forenede i den uselviske opofrelse af deres liv for
Guds rige, er det stærkeste bevis for, at enhver form for splittelse kan
besejres og overvindes i den totale given-sig-selv for evangeliets skyld.
Kristus kalder alle sine disciple til enhed. Det er mit
oprigtige ønske at forny dette kald i dag, endnu engang at fremsætte det med
beslutsomhed, idet jeg gentager, hvad jeg sagde i Colosseum i Rom langfredag
1994, ved afslutningen af den korsvejs-meditation, der var forberedt af min
ærværdige broder Bartholomæus, den økumeniske patriark af Konstantinopel. Dér
sagde jeg, at de, der tror på Kristus og er forenede i at gå i martyrernes
fodspor, ikke kan vedblive med at være adskilte. Hvis de virkelig sandt og
effektivt ønsker at modsætte sig verdens tilbøjelighed til at reducere
forløsningens mysterium til magtesløshed, må de i fællesskab bekende den samme
sandhed om korset1. Korset! En antikristen livsanskuelse forsøger at
bagatellisere korset, at tømme det for dets mening og nægter, at i det
udspringer menneskets kilde til nyt liv. Den hævder, at korset hverken er i stand
til at give fremsynsvisioner eller håb. Mennesket er, siger den, ikke andet end
et jordisk væsen, der må leve, som om Gud ikke eksisterede,
|