42. Det sker for eksempel, at kristne af én konfession helt i Bjergprædikenens ånd ikke længere betragter andre kristne som fjender eller fremmede, men som brødre og søstre. Og igen er der en tilbøjelighed i dag til at erstatte selve udtrykket adskilte brødre med udtryk, der lettere vækker bevidstheden om det dybe fællesskab - i forbindelse med at være døbt - som Ånden skaber trods historiske og kanoniske adskillelser. I dag taler vi om "andre kristne", "andre døbte" og "kristne fra andre fællesskaber". Retningslinier for anvendelsen af økumeniske principper og normer omtaler de fællesskaber, som disse kristne tilhører, som "kirker og kirkelige samfund, der ikke er i fuldt fællesskab med den katolske kirke"⁶⁹. Denne udvidelse af ordforrådet er betegnende for en vigtig holdningsændring. Der er en forøget bevidsthed om, at vi alle tilhører Kristus. Personligt har jeg mange gange kunnet konstatere det under de økumeniske gudstjenester, som er en vigtig del af mine apostolske besøg til forskellige dele af verden, og også i de møder og økumeniske gudstjenester, der har fundet sted i Rom. Kristnes "universelle broderskab" er blevet en fast økumenisk overbevisning. Ved at lade fortidens ekskommunikationer gå i glemmebogen, hjælper fællesskaber, der engang var rivaler, nu i mange tilfælde hinanden: gudshuse udlånes somme tider, stipendier tilbydes til uddannelse af præster i de fællesskaber, der er dårligt stillet rent økonomisk, der rettes henvendelse til borgerlige myndigheder til bedste for andre kristne, som er uretfærdigt forfulgte; og det bevises, at den bagvaskelse, som andre grupper blev gjort til genstand for, er ubegrundet.

Kort sagt: Kristne har omvendt sig til en broderlig kærlighed, der omfatter alle Kristi disciple. Hvis det hænder, som et resultat af voldsomt politisk røre, at der viser sig en vis aggressivitet eller en hævngerrighed, arbejder de pågældende gruppers ledere for, at "Den nye Lovs" kærlige ånd får overhånd. Ulykkeligvis har denne ånd ikke været i stand til at ændre enhver situation, hvor der raser brutal konflikt. Under sådanne omstændigheder kræves der ofte, at de, der er økumenisk engagerede, træffer virkeligt heroiske valg.

Det er nødvendigt, hvad dette angår, at slå fast, at erkendelsen af, at vi er brødre og søstre, ikke er resultatet af en storsindet menneskekærlighed eller en vag familiefølelse. Den har sin rod i erkendelsen af, at dåben er én og den deraf følgende pligt til at lovprise Gud i hans gerning. Retningslinier for anvendelsen af økumeniske principper og normer udtrykker håbet om en gensidig officiel anerkendelse af dåben. ⁷⁰ Dette er langt mere end en økumenisk høflighedshandling; det udgør en fundamental ecclesiologisk erklæring.

Det er rimeligt at minde om, at dåbens fundamentale rolle med at opbygge Kirken er blevet klart udtrykt også takket være multilaterale dialoger. ⁷¹