42. Det sker for eksempel, at kristne af én
konfession helt i Bjergprædikenens ånd ikke længere betragter andre kristne som
fjender eller fremmede, men som brødre og søstre. Og igen er der en
tilbøjelighed i dag til at erstatte selve udtrykket adskilte brødre med udtryk,
der lettere vækker bevidstheden om det dybe fællesskab - i forbindelse med at
være døbt - som Ånden skaber trods historiske og kanoniske adskillelser. I dag taler vi om "andre
kristne", "andre døbte" og "kristne fra andre
fællesskaber". Retningslinier for anvendelsen af økumeniske principper og
normer omtaler de fællesskaber, som disse kristne tilhører, som "kirker og
kirkelige samfund, der ikke er i fuldt fællesskab med den katolske
kirke"69. Denne udvidelse af ordforrådet er betegnende for
en vigtig holdningsændring. Der er en forøget bevidsthed om, at vi alle
tilhører Kristus. Personligt har jeg mange gange kunnet konstatere det under de
økumeniske gudstjenester, som er en vigtig del af mine apostolske besøg til
forskellige dele af verden, og også i de møder og økumeniske gudstjenester, der
har fundet sted i Rom. Kristnes "universelle broderskab" er blevet en
fast økumenisk overbevisning. Ved at lade fortidens ekskommunikationer gå i
glemmebogen, hjælper fællesskaber, der engang var rivaler, nu i mange tilfælde
hinanden: gudshuse udlånes somme tider, stipendier tilbydes til uddannelse af
præster i de fællesskaber, der er dårligt stillet rent økonomisk, der rettes
henvendelse til borgerlige myndigheder til bedste for andre kristne, som er
uretfærdigt forfulgte; og det bevises, at den bagvaskelse, som andre grupper
blev gjort til genstand for, er ubegrundet.
Kort sagt: Kristne har omvendt sig til en broderlig
kærlighed, der omfatter alle Kristi disciple. Hvis det hænder, som et resultat
af voldsomt politisk røre, at der viser sig en vis aggressivitet eller en
hævngerrighed, arbejder de pågældende gruppers ledere for, at "Den nye
Lovs" kærlige ånd får overhånd. Ulykkeligvis har denne ånd ikke været i
stand til at ændre enhver situation, hvor der raser brutal konflikt. Under
sådanne omstændigheder kræves der ofte, at de, der er økumenisk engagerede,
træffer virkeligt heroiske valg.
Det er nødvendigt, hvad dette angår, at slå fast, at
erkendelsen af, at vi er brødre og søstre, ikke er resultatet af en storsindet
menneskekærlighed eller en vag familiefølelse. Den har sin rod i erkendelsen
af, at dåben er én og den deraf følgende pligt til at lovprise Gud i hans
gerning. Retningslinier for anvendelsen af økumeniske principper og normer
udtrykker håbet om en gensidig officiel anerkendelse af dåben. 70 Dette
er langt mere end en økumenisk høflighedshandling; det udgør en fundamental
ecclesiologisk erklæring.
Det er rimeligt at minde om, at dåbens fundamentale rolle
med at opbygge Kirken er blevet klart udtrykt også takket være multilaterale
dialoger. 71
|