45. Svarende til den liturgiske fornyelse,
der har fundet sted i den katolske kirke, har andre kirkelige fællesskaber
bestræbt sig for at forny deres gudstjeneste. Nogle har på basis af en
anbefaling, der blev udtrykt på det økumeniske plan, 76 forladt deres
vane med kun sjældent at fejre deres liturgi med Herrens nadver og har valgt at
fejre den hver søndag. Desuden, hvis man sammenligner de periodiske liturgiske
læsninger, der benyttes af forskellige af Vestens kristne fællesskaber, viser
de sig i det væsentlige at være de samme. På det økumeniske plan77 har
der også været lagt særlig vægt på liturgien og liturgiske tegn (billeder,
ikoner, liturgiske klæder, lys, røgelse, gester). Desuden er i teologiske
skoler, hvor fremtidige præster uddannes, kurser i liturgiens historie og
betydning begyndt at blive del af undervisningsplanen som resultat af et nyligt
opdaget behov.
Disse ting er tegn på en konvergens med hensyn til
forskellige aspekter af det sakramentale liv. Ganske vist er det på grund af
uoverensstemmelser i trosanliggender endnu ikke muligt at fejre den samme
eukaristiske liturgi i fællesskab. Og alligevel har vi et brændende ønske om at
forenes i at fejre Herrens ene eukaristi, og dette ønske er allerede i sig selv
en fælles lovprisning, en eneste ydmyg bøn. Sammen taler vi til Faderen, og mere og mere gør vi det "med ét
hjerte". Somme tider synes det, at vi er nærmere ved at være i
stand til endelig at besegle dette "virkelige skønt endnu ikke fulde"
fællesskab. Hvem kunne for et århundrede siden blot have forestillet sig noget
sådant?
|