48. De indbyrdes forbindelser, som medlemmer af den katolske kirke har etableret med andre kristne siden koncilet, har gjort os i stand til at opdage, hvad Gud udvirker i andre kirkers og kirkelige fællesskabers medlemmer. Denne direkte kontakt på forskellige planer med præster og med medlemmerne af disse fællesskaber gør os opmærksomme på det vidnesbyrd, som andre kristne aflægger om Gud og om Kristus. Et stort nyt felt er således blevet åbnet for hele den økumeniske erfaring, og er på samme tid en stor udfordring i vor tid. Er det tyvende århundrede ikke en tid for store vidnesbyrd, der strækker sig "lige til at udgyde sit blod"? Og involverer dette vidnesbyrd ikke også de forskellige kirker og kirkelige fællesskaber, der har deres navn efter Kristus, den korsfæstede og opstandne?

Et sådant fælles vidnesbyrd om hellighed, som troskab mod den ene Herre, er en ekstraordinær økumenisk mulighed, der er rig på nåde. Det andet Vatikankoncil gør det klart, at elementer, der findes blandt andre kristne kan bidrage til katolikkers opbyggelse: "Vi skal heller ikke se bort fra, at alt det, som Helligåndens nåde virker i vore adskilte brødres hjerte, også kan bidrage til vor opbyggelse. Alt det, som virkelig er kristent, strider jo aldrig imod troens ægthed, men kan tværtimod altid føre til en mere fuldkommen tilegnelse af Kristi og Kirkens mysterium".⁸⁰ Økumenisk dialog vil som en ægte frelses-dialog sikkert opmuntre denne proces, som allerede er godt begyndt, til at skride fremad til ægte og sandt fællesskab.