Genoptagelse af kontakter

52. Med hensyn til Roms kirke og Konstantinopels økumeniske patriarkat begyndte den lige omtalte proces takket være den indbyrdes åbenhed, der udvistes af paverne Johannes XXIII og Paul VI på den ene side og den økumeniske patriark Athenagoras og hans efterfølgere på den anden side. Den deraf resulterende ændring fik sit historiske udtryk i den kirkelige handling, hvorved mindet om de ekskommunikationer, som ni hundrede år tidligere, i 1054, var blevet symbolet på skismaet mellem Rom og Konstantinopel, "blev fjernet fra erindringen og fra Kirkens midte".⁸⁴ Den kirkelige handling, der var så fyldt af økumenisk betydning, fandt sted under koncilets sidste dage, den 7. december 1965. Koncilet afsluttedes således med en højtidelig handling, der på samme tid var en sanering af historiske erindringer, en gensidig tilgivelse og en stadig forpligtelse til at stræbe efter enhed.

Denne gestus var forudgået af pave Paul VI's og patriark Athenagoras I's møde i Jerusalem i januar 1964 under pavens pilgrimsrejse til Det hellige Land. Samtidig havde pave Paul også lejlighed til at møde Benedictos, den ortodokse patriark af Jerusalem. Senere besøgte pave Paul patriark Athenagoras i Phanar (Istanbul), og i oktober samme år blev patriarken højtideligt modtaget i Rom. Disse af bøn fyldte møder planlagde nøje tilnærmelsens vej mellem Østens og Vestens kirker og til genoprettelsen af den enhed, de var fælles om i det første årtusind.

Efter pave Paul VI's død og pave Johannes Paul I's korte pontifikat, da biskoppen af Roms embede blev betroet mig, betragtede jeg det som en af mit pontifikats første pligter at forny den personlige kontakt med patriark Dimitrios I, der i mellemtiden havde efterfulgt patriark Athenagoras på Konstantinopels stol. Under mit besøg i Phanar 29. november 1979 kunne patriarken og jeg beslutte at begynde den teologiske dialog mellem den katolske kirke og alle de ortodokse kirker, der er i kanonisk fællesskab med Konstantinopels Stol. Hvad dette angår, kunne det synes vigtigt at tilføje, at på det tidspunkt var der allerede forberedelser i gang til sammenkaldelsen af et fremtidigt koncil for de ortodokse kirker. Deres stræben efter indbyrdes enighed bidrager til disse søsterkirkers liv og levedygtighed; dette er også betydningsfuldt i betragtning af den rolle, de er kaldede til at spille på vejen imod enhed. Den økumeniske patriark besluttede at gengælde mit besøg, og i december 1987 havde jeg den glæde at byde ham velkommen i Rom med inderlig kærlighed og med den højtidelighed, der tilkommer ham. Det er i forbindelse med denne kirkelige broderlighed, at vi bør nævne den skik, der nu har fundet sted i adskillige år, med i Rom at modtage en delegation fra Det økumeniske Patriarkat til festen for apostlene Peter og Paulus, ligesom skikken med at sende en delegation fra Den hellige Stol til Phanar til den højtidelige fejring af apostlen Andreas.