56. Efter Det andet Vatikankoncil og i lyset af den tidligere tradition er det igen blevet almindeligt at tale om delkirker eller lokalkirker, der er samlet omkring deres biskop som "søsterkirker". Et meget vigtigt skridt på vejen til fuldt fællesskab var også ophævelsen af de gensidige ekskommunikationer, der var en smertelig kirkeretlig og psykologisk forhindring på vejen mod fuldt fællesskab.

De enhedsstrukturer, der eksisterede inden adskillelsen, er en erfaringsarv, der leder vor fælles vej hen mod genoprettelsen af fuldt fællesskab. Naturligvis er Herren gennem det andet årtusind ikke ophørt med at skænke sin Kirke rigelige frugter af nåde og vækst. Ulykkeligvis berøvede den gradvise og gensidige fremmedgørelse mellem Østens og Vestens kirker dem imidlertid fordelene ved indbyrdes udvekslinger af gaver og samarbejde. Med Guds nåde må der gøres en stor indsats for mellem dem at genoprette det fulde fællesskab som kilden til så meget godt for Kristi Kirke. Denne indsats kræver al vor gode vilje, ydmyge bøn og et trofast samarbejde, der aldrig giver efter for mismod. Paulus beder os indstændigt: "Bær hinandens byrder" (Gal.6,2). Hvor passende og betydningsfuld er apostlens opfordring for os! Den traditionelle betegnelse "søsterkirker" bør altid ledsage os på denne vej.