57. I overensstemmelse med det håb, pave Paul VI gav udtryk for, er det vor erklærede hensigt sammen at genoprette fuld enhed i legitim forskellighed: "Gud har skænket os i tro at modtage, hvad apostlene så, forstod og forkyndte os: Ved dåben "er vi én i Kristus Jesus" (Gal.3,28). I kraft af den apostolske succession er vi forenede endnu mere ved præstedømmet og eukaristien. Ved at tage del i Guds gaver til hans Kirke er vi bragt i fællesskab med Faderen gennem Sønnen i Helligånden ... I enhver lokalkirke udspiller dette den guddommelige kærligheds mysterium sig, og netop dette er grundlaget for det traditionelle og meget smukke udtryk "søsterkirker", som lokalkirker holdt meget af at anvende om hinanden. (sml.dekretet Unitatis Redintegratio, 14). Gennem århundreder levede vi dette liv som "søsterkirker", og blev holdt sammen af økumeniske konciler, der vogtede troens skat mod al forvanskning. Og nu efter en lang adskillelsesperiode og indbyrdes misforståelser gør Herren os i stand til endnu engang at opdage, at vi er "søsterkirker", trods de hindringer, der engang blev rejst mellem os. ⁸⁹ Når vi i dag på tærsklen til det tredje årtusind søger at genoprette fuldt fællesskab, for at fuldbyrde denne virkelighed, må vi arbejde derfor, og det er denne virkelighed, vi må henvise til.

Kontakten med denne vidunderlige tradition er meget frugtbar for Kirken. Det må ikke glemmes, "at Østens kirker fra begyndelsen af har ejet en skat, som Vestens kirke i stor udstrækning har øst af på det liturgiske, det åndelige og det juridiske område".⁹⁰

En del af denne "skat" er også de "rige åndelige traditioner, som munkevæsenet især er udtryk for. Helt fra de hellige kirkefædres lysende tidsalder har nemlig klostrenes åndelige liv haft en rig blomstring i Orienten, og det var derfra, det senere kom til Vesterlandet".⁹¹ Som jeg har haft lejlighed til at fremhæve i en af mine sidste apostolske skrivelser Orientale Lumen, har Østens kirker altid med storsindethed levet det engagement, som det monastiske liv vidner om, "begyndende med evangelisering, den største tjeneste som en kristen kan vise sin bror, fulgt op af mange andre former for åndelig og materiel hjælp. Det kan faktisk siges, at munkevæsenet i oldtiden - og på forskellige tider i de efterfølgende perioder - har været det foretrukne middel til folkeslagenes evangelisering".⁹²

Koncilet nøjes ikke med at betone de ligheds-elementer, der eksisterer mellem kirkerne i Østen og i Vesten. I overensstemmelse med den historiske sandhed tøver det ikke med at sige: "Det kan ikke forundre nogen, at visse aspekter ved det åbenbarede mysterium til tider er blevet bedre fattet og klarere fremstillet af den ene part end af den anden, og ofte er det rigtigt at sige, at disse forskellige teologiske formuleringer snarere udfylder hinanden, end at de står i et indbyrdes modsætningsforhold".⁹³ Fællesskabet bliver frugtbart, ved at kirkerne udveksler gaver, for så vidt de kompletterer hinanden.