58. Efter igen at have bekræftet et allerede eksisterende tros-fællesskab drog Det andet Vatikankoncil pastorale konsekvenser, der er nyttige for de troendes hverdagsliv og for at fremme enhedens ånd. På grund af de meget tætte sakramentale bånd mellem den katolske kirke og de ortodokse kirker har dekretet Orientalium Ecclesiarum udtalt: "Den pastorale praksis viser imidlertid, at en række personlige forhold kan og bør tages i betragtning, når det gælder de orientalske medkristne, tilfælde hvor Kirkens enhed ikke bliver krænket og alvorlige ulemper ikke foreligger, men hvor tværtimod sjælenes frelse og deres åndelige vel viser sig magtpåliggende. Den katolske kirke har derfor tidligere - og den gør det fremdeles - under hensyntagen til tidsbestemte, lokale eller personlige forhold anvendt en mindre streng fremgangsmåde og har tilbudt frelsesmidlerne og det fælles kristne kærligheds-vidnesbyrd til alle kristne, ved at tillade deres deltagelse i sakramenterne og andre hellige riter og ting".⁹⁴

I lyset af den erfaring, der er vundet i årene efter koncilet, er denne teologiske og pastorale indstilling blevet optaget i Den kanoniske Rets to codices. ⁹⁵ Det er udtrykkeligt behandlet ud fra et pastoralt synspunkt i Retningslinier for anvendelsen af økumeniske principper og normer. ⁹⁶

I en så vigtig og ømtålelig sag er det nødvendigt for hyrderne at undervise de troende omhyggeligt, idet de gør dem helt bevidste om grundene både til denne deltagelse i liturgisk gudstjeneste og om de forskellige regler, der gælder derfor.

Man må aldrig miste forståelsen for, hvad deltagelse i sakramenterne, især i den hellige eukaristi, implicerer.