65. Fælles rødder og ensartede omend
anderledes overvejelser har ledet udviklingen i Vesten af den katolske kirke og
af de kirkelige fællesskaber, der har deres oprindelse i Reformationen. Som
følge heraf er de fælles om et "vesterlandsk" særpræg. Deres
forskelligheder udelukker, som det er påvist, selv om de er betydningsfulde,
derfor ikke indbyrdes vekselvirkning, og at de gensidigt supplerer hinanden
Den økumeniske bevægelse begyndte egentlig inden for
Reformationens kirker og kirkelige fællesskaber. Omtrent samtidigt, i januar
1920, gav Det økumeniske Patriarkat udtryk for håbet, om at der kunne skabes en
eller anden form for samarbejde mellem de kristne fællesskaber. Denne
kendsgerning viser, at betydningen af kulturel baggrund ikke er den afgørende
faktor. Det, der er væsentligt, er spørgsmålet om tro. Kristi, vor eneste
Herres og Mesters bøn taler på samme måde til enhver både i Østen og i Vesten.
Denne bøn bliver til en befaling om at lægge vore splittelser bag os for at
søge og genoprette enhed som et resultat også af de bitre erfaringer af selve
splittelsen.
|