66. Det andet Vatikankoncil forsøgte ikke på at give en "beskrivelse" af den efter-reformatoriske kristenhed, fordi disse kirker og kirkelige fællesskaber afviger "betragteligt ikke bare fra os, men også mellem sig selv indbyrdes på grund af uligheden i oprindelse, lære og fromhedsliv".¹¹¹ Desuden bemærker dekretet, at den økumeniske bevægelse og ønsket om fred med den katolske kirke endnu ikke har fået indpas overalt. ¹¹² Trods disse omstændigheder opfordrer koncilet alligevel til dialog.

Koncilsdekretet forsøger at "fremlægge visse punkter, som kan og bør blive grundlaget for og tilskyndelsen til denne dialog".¹¹³

"Vore tanker vender sig allerførst til de kristne, som bekender Jesus Kristus som Gud og Herre og som den eneste mellemmand mellem Gud og menneskene, til ære for den ene Gud: Fader, Søn og Helligånd".¹¹⁴

Disse brødre og søstre arbejder for kærlighed til og ærbødighed for Den hellige Skrift: "Idet de påkalder Helligånden søger de selv i Den hellige Skrift Gud som den, der taler til dem i Kristus, forudsagt af profeterne, Guds Ord, som blev kød for vor skyld. I Skriften betragter de Kristi liv og det, som den guddommelige Mester har lært og opfyldt til menneskenes frelse, i første række mysteriet om hans død og opstandelse ... [og de] bekender Bibelens guddommelige autoritet".¹¹⁵

Imidlertid har de "en anden opfattelse end vi ... om forholdet mellem Skriften og Kirken. For i Kirken skal ifølge den katolske tro, et autentisk læreembede udøve en speciel funktion ved at fremlægge og forkynde Guds skrevne ord".¹¹⁶ Men alligevel udgør Den hellige Skrift i selve [den økumeniske] samtale et udvalgt redskab i Guds mægtige hånd for at opnå den enhed, som Frelseren lægger frem for alle mennesker. ¹¹⁷

Desuden repræsenterer dåbens sakramente, som vi er fælles om, "et mægtigt sakramentalt enhedsbånd mellem alle dem, som er blevet genfødt i den".¹¹⁸ De teologiske, pastorale og økumeniske implikationer af vor fælles dåb er mange og betydningsfulde. Skønt dette sakramente i sig selv "bare er en begyndelse og en indledning, som helt er rettet mod fuldkommengørelsen af livet i Kristus ... er dåben rettet mod den fulde trosbekendelse, den fuldkomne indlemmelse i frelsens institution, sådan som Kristus selv har villet den, og endelig til en fuldstændig integrering i nadverfællesskabet".¹¹⁹