2. Ingen kan undgå den udfordring, som alt dette stiller troende overfor. De kan ikke undgå at møde denne udfordring. Hvordan skulle de dog kunne lade være med at gøre alt, hvad der er muligt, for at nedbryde adskillelsens og mistroens mure, for at overvinde de forhindringer og fordomme, der lægger sig i vejen for forkyndelsen af evangeliet om frelsen ved Jesu kors, Jesus er jo menneskets, ethvert menneskes eneste forløser.

Jeg takker Herren, som har ledet os til at gøre fremskridt på vejen til enhed og fællesskab mellem kristne, en vej, der er vanskelig, men så fuld af glæde. Interkonfessionelle dialoger på det teologiske plan, har ført til positive og håndgribelige resultater: dette opmuntrer os til at fortsætte.

Alligevel bør kristne ikke undervurdere, at der foruden besværet med ældgammel mistro, der er arvet fra fortiden, og med indbyrdes misforståelser og fordomme også er læremæssige forskelle, der må løses. Selvtilfredshed, ligegyldighed og utilstrækkeligt kendskab til hinanden, forværrer ofte denne situation. Derfor må engagementet for økumenisme bygge på hjerternes omvendelse og på bøn, der vil føre til den nødvendige lutring af tidligere erindringer. Ved Helligåndens nåde er Herrens disciple, inspirerede af kærlighed, og i kraft af sandheden og et alvorligt ønske om indbyrdes tilgivelse og forsoning, kaldet til sammen at genoverveje deres pinefulde fortid, og den smerte, som den fortid desværre vedbliver med at forvolde selv i dag. De er alle indbudte til ved evangeliets altid nye kraft og med alvorlig og total objektivitet at erkende de tidligere fejltagelser og de mulige faktorer, der var på spil ved begyndelsen til deres beklagelige adskillelser. Hvad der er brug for, er et roligt, klartskuende og sandt syn på tingene, et syn, der stimuleres af guddommelig barmhjertighed og er i stand til at befri menneskers sind og til at inspirere til fornyet beredvillighed netop med henblik på at forkynde evangeliet til ethvert folks og enhver nations mænd og kvinder.