72. Dette gælder især for de europæiske
lande, hvor disse splittelser først viste sig, og for Nordamerika. Hvad dette
angår, vil jeg uden at forklejne de andre besøg især nævne dem i Europa, der
førte mig to gange til Tyskland, i november 1980 og i maj-april 1987; til Storbritannien
(England, Skotland og Wales) i maj-juni 1982; til Svejts i juni 1984 og til de
skandinaviske og de nordiske lande (Finland, Sverige, Norge, Danmark Island) i
juni 1989. I en atmosfære, der var præget af glæde, indbyrdes respekt, kristen
solidaritet og bøn, mødte jeg så mange brødre og søstre, der alle er stærkt
engagerede i at være trofaste mod evangeliet. At se alt dette har for mig været
en kilde til stor opmuntring. Vi erfarede Herrens nærvær blandt os.
I denne sammenhæng vil jeg gerne nævne en tilkendegivelse,
dikteret af broderlig kærlighed og kendetegnet af dyb tros-klarhed, der gjorde
et stort indtryk på mig. Jeg taler om de eukaristi-fejringer, som jeg forestod
i Finland og Sverige under min rejse til de skandinaviske og de nordiske lande.
Ved kommunionen kom de lutherske biskopper frem til celebranten. De ønskede ved
en aftalt gestus at vise deres længsel efter den tid, hvor vi, katolikker og
lutheranere, vil kunne deltage i den samme eukaristi, og de ønskede at modtage
celebrantens velsignelse. Den samme så betydningsfulde gestus blev gentaget i
Rom ved den messe, jeg 6. oktober 1991 forestod på Piazza Farnese i anledning
af 600-årsdagen for helgenkåringen af den hellige Birgitta.
Jeg har oplevet lignede følelser også på den anden side af Atlanten:
i Canada, i september 1984, og især i september 1987 i USA, hvor man mærkede en
stor økumenisk åbenhed. Dette var tilfældet, for blot at give ét eksempel, ved
det økumeniske møde i Columbia, South Carolina 11. september 1987. Selve den
kendsgerning, at sådanne møder mellem paven og disse brødre og søstre, hvis
kirker og kirkelige fællesskaber udspringer fra Reformationen, finder sted
regelmæssigt, er vigtig i sig selv. Jeg er dybt taknemlig for den hjertevarme
modtagelse, jeg fik både fra lederne af de forskellige fællesskaber og fra
fællesskaberne som helhed. Ud fra denne synsvinkel betragter jeg den økumeniske
ordets gudstjeneste, der blev holdt i Columbia om temaet familien, som
betydningsfuld.
|