|
Virkeliggørelsen af samarbejde
74. "Ikke enhver, som siger: Herre,
Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske
faders vilje" (Matt.7,21). Intentionernes og princip-erklæringernes
pålidelighed og oprigtighed bevises af deres anvendelse i det virkelige liv.
Koncilsdekretet om økumenisme bemærker, at blandt andre kristne bærer troen på
Kristus "frugt i lovprisning og taksigelse for de modtagne nådegaver.
Dertil kommer en stærk retfærdighedssans og en oprigtig kærlighed til
næsten".125
Det, der her lige er blevet skitseret, er frugtbar grund
ikke blot for dialog, men også for praktisk samarbejde: "Denne virksomme
tro har også frembragt en hel række institutioner, som skal afhjælpe den
åndelige og materielle nød, opdrage ungdommen, give folk mere menneskelige
samfundsvilkår og sikre freden i verden".126
Det sociale og kulturelle liv giver rige muligheder for
økumenisk samarbejde. Oftere og oftere arbejder kristne sammen for at forsvare
menneskers værdighed, for at skabe fred, for at anvende evangeliet på
samfundslivet, for at bringe den kristne ånd ind i videnskabens og kunstens
verden. De finder mere og mere sammen i deres bestræbelser for at møde vor tids
lidelser og behov: sult, naturkatastrofer og social uretfærdighed.
|