84. Teocentrisk betragtet har vi kristne
allerede et fælles martyrologium. Dette indbefatter også vort eget århundredes
martyrer, der er talrigere, end man skulle mene, og det viser, hvordan Gud på
et dybt plan bevarer fællesskab blandt de døbte i det højeste krav om tro, der
manifesterer sig i at ofre selve livet. 138 Det faktum, at man kan dø
for troen, viser, at andre af troens krav også kan opfyldes. Jeg har allerede -
og med dyb glæde - omtalt, hvordan et ufuldstændigt men virkeligt fællesskab er
bevaret og vokser på mange af det kirkelige livs planer. Jeg vil nu tilføje, at
dette fællesskab allerede er fuldkomment i det, som vi betragter som det
højeste punkt af nådens liv, martyria lige til døden, det sandeste fællesskab,
der er muligt med Kristus, der udgød sit blod, og ved dette offer samler dem,
der engang var langt borte (sml. Ef.2,13).
Selv om martyrerne for alle kristne fællesskaber er beviset
for nådens magt, er de ikke de eneste, der vidner om denne magt. Skønt det
endnu er på en usynlig måde, er fællesskabet mellem vore fællesskaber, omend
ufuldstændigt, dog sandt og solidt funderet i helgenernes fulde fællesskab -
de, der ved afslutningen af et liv i troskab mod nåden er i fællesskab med
Kristus i herlighed. Helgenerne kommer fra alle de kirker og kirkelige
fællesskaber, der åbnede dem adgangen til frelsens fællesskab.
Når vi taler om en fælles arv, må vi som en del deraf
anerkende ikke blot institutionerne, riterne, frelsesmidlerne og traditionerne,
som alle fællesskaberne har bevaret, og som de er formede af, men først og
fremmest denne hellighedens virkelighed. 139
I udstrålingen fra "helgenernes arv", som hører
til alle fællesskaberne, viser "omvendelsens dialog" sig som en kilde
til håb. Denne helgenernes universelle tilstedeværelse er faktisk et tegn og et
bevis på Guds sejr over de ondskabens kræfter, der splitter menneskeheden. Som
det hedder i liturgien: "Du herliggøres i de helliges forsamling, og når
du kroner deres fortjenester, kroner du dine egne gaver." 140
Hvor der eksisterer et alvorligt ønske om at følge Kristus,
er Ånden ofte i stand til at udgyde sin nåde på en usædvanlig vis. Erfaringen
af økumenisme har gjort os i stand til at forstå dette bedre. Hvis fællesskaber
virkeligt er i stand til i det ovenfor beskrevne indre rum at "blive
omvendt" til at stræbe efter helt og synligt fællesskab, vil Gud gøre det
samme for dem, som han gjorde for deres helgener. Han vil overvinde de
forhindringer, der er arvet fra fortiden, og føre fællesskaberne ad sine veje
derhen, hvor han vil: til den synlige koinonia, der både er lovprisning af hans
herlighed og tjeneste for han frelsesplan.
|