95. Alt dette må imidlertid altid gøres i
fællesskab. Når den katolske kirke fastholder, at biskoppen af Roms embede
svarer til Kristi vilje, adskiller den ikke dette embede fra den sendelse, der
er betroet hele kredsen af biskopper, der også er "Kristi stedfortrædere
og udsendinge".153 Biskoppen af Rom er medlem af deres
"kollegium", og biskopperne er hans brødre i embedet.
Hvad der har med alle kristne fællesskabers enhed at gøre,
hører klart med til primatets opgaver. Som biskop af Rom er jeg helt klar over,
hvad jeg igen har bekræftet i denne rundskrivelse, at Kristus brændende ønsker
den hele og synlige enhed af alle de fællesskaber, hvori Guds Ånd i kraft af
hans troskab bor. Jeg er overbevist om, at jeg har et særligt ansvar i denne
henseende ved først og fremmest at anerkende de fleste kristne fællesskabers
økumeniske forhåbninger og ved at give agt på den anmodning, de har rettet til
mig, om at finde en metode til at udøve primatet på en måde, der uden at give
afkald på, hvad der er væsentligt for dets opgave, ikke desto mindre er åbent
over for en ny situation. Gennem et helt årtusind var kristne forenede i
"troens og sakramenternes fællesskab. Dersom der opstod uenighed mellem
dem med hensyn til troen eller den kirkelige disciplin, blev tvisten med alles
samtykke afgjort ved den romerske stols voldgift".154
På denne måde udøver primatet sit enhedsembede. Da jeg
henvendte mig til den økumeniske patriark Hans hellighed Dimitrios I, sagde
jeg, at jeg var bevidst om, at "af mange forskellige grunde og imod alle
impliceredes ønske, viste det, der skulle have været en tjeneste, sig tit i et
helt andet lys. Men ... det er ud fra et ønske om virkeligt at adlyde Kristi
vilje, at jeg erkender, at som biskop af Rom er jeg kaldet til at udøve det
embede ... Jeg beder uophørligt Helligånden om at lade sit lys skinne på os og
oplyse alle hyrderne og teologerne i vore kirker, så vi - naturligvis sammen -
kan søge de former, hvori dette embede kan udføre en kærlighedens tjeneste, der
anerkendes af alle, som den berører".155
|