|
Fuld enhed og evangelisering
98. Den økumeniske bevægelse i vort
århundrede er - mere end tidligere århundreders økumeniske foretagender, hvis
betydning dog ikke må undervurderes - karakteriseret af et missionsmæssigt
udsyn. I verset fra Johannesevangeliet, der er økumenismens inspiration og
ledemotiv - "at de alle må være ét ... for at verden skal tro, at du har
udsendt mig" (Joh.17,21) - har udtrykket for at verden skal tro været så
stærkt betonet, så vi til tider er lige ved at glemme, at evangelisten først og
fremmest tænker på Faderens ære. Samtidig er det indlysende, at manglen på
enhed blandt kristne modsiger den sandhed, som det er kristnes opgave at
udbrede, og skader deres vidnesbyrd alvorligt. Det forstod min forgænger pave
Paul VI og gav udtryk for i sin apostolske skrivelse Evangelii Nuntiandi:
"Som evangeliets forkyndere har vi derfor ikke lov til at give dem, der
tror på Kristus, et billede af mennesker, der er uenige og splittet op af
stridigheder, for det er ikke opbyggeligt. Vi bør derimod give dem et billede
af modne troende, der på trods af alle konkrete spændinger og takket være den
oprigtige og uegennyttige søgen efter sandheden, er i stand til at finde
sammen. Det er helt sikkert, at resultatet af forkyndelsen af evangeliet hænger
sammen med det vidnesbyrd, Kirken aflægger om enheden ... På dette sted vil jeg
endnu engang understrege enheden blandt alle kristne som forkyndelsens mål og
middel. De kristnes splittelse er en alvorlig kendsgerning, der kan skade
Kristi eget værk".156
Hvordan kan vi faktisk forkynde forsoningens evangelium uden
samtidig at arbejde energisk for forsoning mellem alle kristne? Hvor sandt det
end er, at Kirken ved Helligåndens tilskyndelse og ved løftet om
uforgængelighed har prædiket og stadig prædiker evangeliet til alle folkeslag,
så er det også sandt, at den må se de vanskeligheder, der skyldes manglende
enhed, lige i øjnene. Når ikke-troende møder missionærer, der ikke er indbyrdes
enige, skønt de alle påberåber sig Kristus, vil de så være i stand til at
modtage det sande budskab? Vil de ikke tænke, at evangeliet er en anledning til
splittelse, trods den kendsgerning, at det skildres som kærlighedens
fundamentale lov?
|