3. Ved Det andet Vatikankoncil forpligtede den katolske kirke sig uigenkaldeligt til at følge den økumeniske dristigheds vej og således give agt på Herrens Ånd, der lærer mennesker omhyggeligt at tolke "tidens tegn". Disse års erfaringer har gjort Kirken endnu dybere bevidst om sin identitet og sin opgave i historien. Den katolske kirke erkender og bekender sine medlemmers svagheder i bevidsthed om, at deres synder er så mangfoldige forræderier og hindringer for opfyldelsen af Frelserens plan. Fordi den selv bestandigt føler sig kaldet til at blive fornyet i evangeliets ånd, ophører den ikke med at gøre bod. Samtidig erkender og lovpriser den endnu mere Herrens kraft, der giver den hellighedens gave, fører den fremad og ligedanner den med hans lidelse og opstandelse.

Belært af historien er Kirken forpligtet til at gøre sig fri af enhver menneskelig støtte for fuldstændigt at leve saligprisningernes evangeliske lov. I bevidsthed om, at sandheden ikke trænger sig på "ved anden kraft end sandhedens egen, som virker på sindet, ikke med vold, men alligevel med styrke"², søger den ikke andet for sig selv end friheden til at forkynde evangeliet. Ja, dens myndighed udøves i sandhedens og kærlighedens tjeneste.

Jeg selv har til hensigt at støtte ethvert passende initiativ, hvis formål er at gøre hele det katolske fællesskabs vidnesbyrd forstået i dets totale renhed og konsekvens, især i betragtning af den forpligtelse, der venter Kirken ved tærsklen til det nye årtusinde. Det vil være en enestående lejlighed til at bede Herren om at forøge alle kristnes enhed, indtil de når til fuldt fællesskab³. Den foreliggende rundskrivelse er tænkt som et bidrag til dette ophøjede formål. Idet dens karakter væsentligt er pastoral, søger den at opmuntre alle deres anstrengelser, der arbejder for enhedens sag.