11. Den katolske kirke påstår således, at gennem dens to tusinde års historie er den blevet bevaret i enhed med alle de værdier, som Gud ønsker at skænke sin kirke, og dette trods de ofte alvorlige kriser, der har rystet den, trods nogle af dens tjeneres utroskab og trods de fejl, som dens medlemmer dagligt begår. Den katolske kirke ved, at i kraft af den styrke, den modtager fra Ånden, kan nogle af dens børns svagheder, middelmådigheder, synder og somme tider forræderier ikke ødelægge, hvad Gud har skænket den som del af hans nådes plan. Desuden, "dødsrigets porte skal ikke få magt over den" (Matt.16,18). Alligevel glemmer den katolske kirke ikke, at mange af dens medlemmer er årsag til, at Guds plan kun kan ses med vanskelighed. Når dekretet om økumenisme taler om manglende enhed blandt de kristne, ignorerer det ikke den kendsgerning, at "ofte havde repræsentanter for begge de stridende parter skyld i splittelsen"¹³, og erkender, at ansvaret ikke kun kan lægges på den "anden side". Ved Guds nåde er imidlertid hverken det, der hører til Kristi Kirkes struktur, eller det fællesskab, der stadigt eksisterer med andre kirker og kirkelige samfund, blevet ødelagt.

Det er faktisk de elementer af helliggørelse og sandhed, der i forskellig grad eksisterer i de andre kristne fællesskaber, som udgør det objektive grundlag for det fællesskab, der, endskønt ufuldkomment, eksisterer mellem dem og den katolske kirke.

I den udstrækning som disse elementer findes i andre kristne fællesskaber, er Kristi ene Kirke virkeligt nærværende i dem. Af denne grund taler Det andet Vatikankoncil om et vist omend ufuldkomment fællesskab. Den dogmatiske konstitution Lumen Gentium understreger, at den katolske kirke "af flere grunde er forenet"¹⁴ med disse fællesskaber ved en sand enhed i Helligånden.