16. I Det andet Vatikankoncils lære er der en klar forbindelse mellem fornyelse, omvendelse og reform. Koncilet udtaler, at "Kirken, i den skikkelse som den vandrer i på jorden, er kaldet af Kristus til stadig at foretage den reform, som den til enhver tid har behov for i egenskab af menneskelig og jordisk institution. Viser det sig, at enkelte punkter under visse omstændigheder bliver utilstrækkeligt respekteret ... da må disse mangler på bedste måde afhjælpes når tiden er inde"²³. Intet kristent fællesskab kan fritage sig selv fra denne opfordring.

Ved at gå ind i en åben dialog kan fællesskaber hjælpe hinanden til sammen at betragte sig selv i lyset af den apostolske tradition. Dette får dem til at spørge sig selv, om de virkelig på adækvat vis udtrykker alt, hvad Helligånden har overleveret gennem apostlene²⁴. Hvad den katolske kirke angår, så har jeg ofte mindet om disse forpligtelser og perspektiver, som for eksempel ved tusindårsfesten for Kievan Rus'²⁵ dåb eller ved at minde om, at det var elleve hundrede år siden Cyrillus' og Methodius' evangeliserende aktivitet²⁶. For nylig har Retningslinier for anvendelsen af økumeniske principper og normer, der med min godkendelse blev udsendt af Det pavelige Råd til Fremme af kristen Enhed, anvendt dem på det pastorale område²⁷.