19. Selv således må læren fremstilles på den måde, der gør den forståelig for dem, som Gud selv tiltænker den. I min rundskrivelse Slavorum Apostoli mindede jeg om, at dette var grunden til, at Cyrillus og Methodius arbejdede på at oversætte Biblens ideer og den græske teologis begreber i helt anderledes historiske erfaringers og tænkemåders sammenhæng. De ønskede, at Guds ene ord skulle "gøres tilgængeligt i enhver civilisations egne udtryksformer"³⁴. De indså, at de derfor ikke kunne "påtvinge de mennesker, der var henvist til deres forkyndelse, hverken det græske sprogs og den byzantinske kulturs ubestridelige overlegenhed eller sædvaner og skikke i det mere avancerede samfund, som de selv var vokset op i"³⁵. Således omsatte de i praksis det "fuldkomne fællesskab i kærlighed, som bevarer Kirken fra alle former for partikularisme, etnisk eksklusivitet eller racistisk fordom og fra nogen som helst nationalistisk arrogance"³⁶. I den samme ånd tøvede jeg ikke med at sige til Australiens oprindelige folk: "I behøver ikke splittes op i to dele ... Jesus kalder jer til at modtage hans ord og hans værdier i jeres egen kultur"³⁷. Fordi troens indhold i selve sit væsen er bestemt for hele menneskeheden, må det oversættes til alle kulturer. Ja, det element, der er afgørende for fællesskab i sandhed, er sandhedens betydning. Sandhedens udtryk kan antage forskellige former. Fornyelsen af disse udtryksformer bliver nødvendig, for at evangeliets budskab i dets uforanderlig betydning kan gives videre til mennesker i vore dage. ³⁸

"En sådan fornyelse er derfor af største betydning for økumenismen"³⁹. Og ikke kun fornyelse af den måde, hvorpå troen udtrykkes, men også af troens eget liv. Man kan derfor spørge: hvem har ansvar for at gøre dette? På dette spørgsmål svarer koncilet tydeligt: "Omsorgen for enhedens genoprettelse deles af hele Kirken, både lægfolk og hyrder, og hver enkelt berøres af den efter evne både i det daglige kristne liv og i den teologiske eller historiske forskning"⁴⁰.