22. Når kristne beder sammen, synes enhedens
mål at være nærmere. De kristnes lange historie, der er karakteriseret af mange
splittelser, synes endnu engang at konvergere, fordi den stræber mod den
enhedens kilde, som er Jesus Kristus. Han er "den samme i går og i dag og
til evig tid" (Hebr.13,8). I bønnens fællesskab er Kristus virkeligt
nærværende; han beder "i os", "med os" og "for
os". Det er ham, der leder vor bøn i Trøster-Ånden, som han lovede og
derpå skænkede sin Kirke i Nadversalen i Jerusalem, da han stiftede den i dens
oprindelig enhed.
På den økumeniske vej til enhed indtager fælles bøn absolut
ærespladsen, den gudfrygtige enhed af dem, der er samlet omkring Kristus selv.
Hvis kristne trods deres splittelser kan blive mere og mere forenede omkring
Kristus, vil de blive mere og mere klare over, hvor lidt der adskiller dem i
sammenligning med det, der forener dem. Hvis de oftere og mere regelmæssigt
mødes foran Kristus i bøn, vil de kunne få mod til at se deres adskillelsers
pinagtige hele menneskelige virkelighed i øjnene, og de vil endnu engang
genfinde sig selv i det Kirkens fællesskab, som Kristus bestandigt opbygger i
Helligånden trods alle svagheder og menneskelige begrænsninger.
|