23. Endelig får fællesskab i bøn mennesker
til at betragte kirke og kristendom på en ny måde. Det må ikke glemmes, at
Herren faktisk bad til Faderen om, at hans disciple måtte være ét, for at deres
enhed kunne vidne om hans sendelse, og verden ville tro, at Faderen havde sendt
ham (sml. Joh.17,21). Man kan sige, at den økumeniske bevægelse i en vis
forstand er udsprunget af den negative erfaring hos enhver af dem, der, idet de
forkyndte det ene evangelium, påberåbte sig deres egen kirke eller deres eget
kirkelige fællesskab. Dette var en modsigelse, som ikke kunne undgå at blive
bemærket af dem, der lyttede til budskabet om frelse og fandt, at denne
kendsgerning var en hindring for at tage imod evangeliet. Desværre er denne
alvorlige hindring endnu ikke overvundet. Det er sandt, at vi endnu ikke er i
fuldt fællesskab. Og alligevel trods vore splittelser, er vi på vejen til fuld
enhed, den enhed, der karakteriserede apostlenes kirke i dens begyndelse, og
som vi oprigtigt søger. Vor fælles bøn, der er inspireret af tro, er et bevis
derpå. I den bøn, samles vi i Kristi navn, han som er Én. Han er vor enhed.
Økumenisk bøn gavner den kristne mission og dens
troværdighed. Den må således specielt være til stede i Kirkens liv og i enhver
aktivitet, der sigter på at skabe kristen enhed. Det er, som om vi stadigt er
nødt til at gå tilbage til Nadversalen skærtorsdag, selv om vor fælles
tilstedeværelse på det sted ikke vil være fuldkommen, før hindringerne for
fuldt kirkeligt fællesskab er overvundet, og alle kristne kan samles til den
fælles fejring af eukaristien. 44
|