24. Det er en kilde til glæde at se, at de mange økumeniske møder næsten altid indeholder og faktisk når deres højdepunkt i bøn. Bedeugen for de kristnes enhed, der fejres i januar eller i nogle lande ved pinsetid, er blevet en udbredt og fast tradition. Men der er også mange andre lejligheder i årets løb, hvor kristne mødes til fælles bøn. I denne sammenhæng vil jeg gerne nævne den særlige erfaring med Pavens pilgrimsrejser til forskellige kirker i de forskellige kontinenter og lande i vore dages oikoumene. Jeg er meget bevidst om, at det var Det andet Vatikankoncil, der fik Paven til at udøve sit apostolske embede på denne særlige måde. Og der kan siges mere endnu. Koncilet gjorde disse Pavens besøg til et særligt ansvar i udøvelsen af rollen som biskoppen af Rom til tjeneste for fællesskabet⁴⁵. Mine besøg har altid indbefattet et økumenisk møde og fælles bøn med vore brødre og søstre, der søger enhed i Kristus og i hans Kirke. Med dyb bevægelse mindes jeg, da jeg bad sammen med Primas for Det anglikanske Fællesskab i domkirken i Canterbury (29. maj 1982); i det pragtfulde bygningsværk så jeg "et talende vidnesbyrd både om vor fælles arvs mange år og om splittelsens sørgelige år, der fulgte efter"⁴⁶. Jeg kan heller ikke glemme de møder, der blev holdt i de skandinaviske og nordiske lande (1.-10. juni 1989), i Nord- og Sydamerika og i Afrika og i Kirkernes Verdensråds hovedkvarter (12. juni 1984), i den organisation der har til opgave at kalde sine medlemskirker og kirkelige fællesskaber "til det mål, der er fuld enhed i én tro og i ét eukaristisk fællesskab, udtrykt i gudsdyrkelse og fælles liv i Kristus"⁴⁷. Og hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme, da jeg deltog i den eukaristiske liturgi i Georgioskirken ved Det økumeniske Patriarkat (30. november 1979), og den gudstjeneste, der blev holdt i Peterskirken under min ærværdige broder, Patriark Dimitrios I's besøg i Rom (6. december 1987)? Ved den lejlighed fremsagde vi ved Konfessionsalteret sammen den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse i overensstemmelse med dens originale græske tekst. Det er vanskeligt med få ord at beskrive den unikke beskaffenhed af hver af disse lejligheder til bøn. På grund af de forskellige måder, hvorpå ethvert af disse møder var betinget af tidligere begivenheder, talte ethvert af dem til én på sin egen måde. De er alle blevet del af Kirkens erindring, så sandt som den ledes af Helligånden til at søge alle troendes fulde enhed i Kristus.