26. Bøn, bønnens fællesskab gør os i stand
til altid på ny at opdage sandheden i de ord: "Én er jeres Fader"
(Matt.23,9), Faderen - Abba - som Kristus selv, den enbårne søn, der er af
samme væsen som Faderen, har påkaldt. Og igen "Én er jeres mester, og I er
alle brødre" (Matt.23,8). "Økumenisk" bøn afslører denne
fundamentale dimension af broderskab i Kristus, som døde for at samle Guds
børn, der var spredt, så vi ved at blive "sønner og døtre i Sønnen"
mere fuldstændigt kan demonstrere både Guds faderværdigheds hemmelighedsfulde
virkelighed og sandheden om den menneskelige natur, som alle og enhver har del
i.
"Økumenisk" bøn, som brødres og søstres bøn,
udtrykker alt dette. Netop fordi de er adskilte fra hinanden, mødes de i
Kristus med så meget mere håb, idet de betror deres enheds og deres fællesskabs
fremtid til ham. Her kan vi med rette anvende koncilets lære: "Herren
Jesus går endda længere, når han beder Faderen om, "at alle må være ét...
ligesom vi er ét" (Joh.17,21-22), for da åbner han perspektiver, som den
menneskelige fornuft ikke kan fatte. Han antyder nemlig en lighed mellem de
guddommelige personers enhed og den enhed, som knytter Guds børn sammen i
sandhed og kærlighed"48.
Den hjertets forandring, som er den væsentlige betingelse
for enhver ægte stræben efter enhed, vokser frem af bøn, og dens
virkeliggørelse ledes af bøn: "Det er nemlig ud fra et fornyet sind, en
ægte selvfornægtelse og en spontan og favnende kærlighed, at længslen efter
enhed springer frem og modnes. Derfor skal vi bønfalde Helligånden om en
oprigtig uselviskhed, ydmyg og tålmodig tjenstvillighed, samt et broderligt og
åbent sindelag over for andre"49.
|