Økumenisk dialog

28. Hvis bøn er "sjælen" i økumenisk fornyelse og i længslen efter enhed, er den grundlaget og støtten for alt det, koncilet definerer som "dialog". Denne definition er bestemt ikke uden forbindelse med vore dages personalistiske tankegang. Evne til "dialog" har sin rod i personens natur og værdighed. Filosofisk betragtet er denne indstilling forbundet med den kristne sandhed om mennesket, som koncilet udtrykker den: mennesket er faktisk "den eneste skabning på jorden, som Gud har villet for dens egen skyld", derfor kan det "ikke fuldt ud finde sig selv uden oprigtigt at give sig til andre"⁵¹. Dialog er et uundgåeligt skridt på vejen til menneskelig selv-virkeliggørelse, både den enkeltes og ethvert menneskeligt fællesskabs selv-virkeliggørelse. Skønt begrebet "dialog" kunne synes at prioritere den kognitive dimension (dia-logos), implicerer al dialog en global, eksistentiel dimension. Den inddrager det menneskelige subjekt i dets helhed; dialog mellem fællesskaber inddrager på en særlig måde enhvers subjektivitet.

Denne sandhed om dialog, der blev så dybsindigt udtrykt af pave Paul VI i hans rundskrivelse Ecclesiam Suam⁵², blev også taget op af koncilet i dets lære og økumeniske aktivitet. Dialog er ikke blot en udveksling af tanker. Det er på en måde altid en "udveksling af gaver"⁵³.