34. Takket være den økumeniske dialog kan vi
tale om en større modenhed i vor fælles bøn for hinanden. Dette er muligt, for
så vidt som dialog også tjener til en samvittighedsransagelse. Hvordan kan vi i
denne sammenhæng undlade at huske ordene fra Første Johannesbrev: "Hvis vi
siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke
i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han
tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed" (1.Joh.1,8-9).
Johannes går endda så vidt, så han hævder: "Hvis vi siger, at vi ikke har
syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os". (1.Joh.1,10).
En så radikal opfordring til at erkende vor situation som syndere burde også
præge den ånd, som vi bringer med os til den økumeniske dialog. Hvis en sådan
dialog ikke bliver til en samvittighedsransagelse, en slags
"samvittighedens dialog", kan vi ikke regne med den forsikring, som
Første Johannesbrev giver os: "Mine børn, dette skriver jeg til jer, for
at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen,
Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder og ikke blot
for vore, men for hele verdens synder" (1.Joh.2,1-2). Alle verdens synder
blev samlet op i Kristi frelsende offer, også de synder, der er begået mod
Kirkens enhed; hyrdernes ikke mindre end de troende lægfolks. Selv efter de
mange synder, som har bidraget til vore historiske splittelser, er kristen
enhed mulig, forudsat at vi er ydmygt bevidste om nødvendigheden af vor
omvendelse. Ikke blot personlige synder må tilgives og lades tilbage, men også
sociale synder, hvad der vil sige selve de syndige "strukturer", der
har bidraget til og stadigt kan bidrage til splittelse og til at øge
splittelse.
|