45. Svarende til den liturgiske fornyelse, der har fundet sted i den katolske kirke, har andre kirkelige fællesskaber bestræbt sig for at forny deres gudstjeneste. Nogle har på basis af en anbefaling, der blev udtrykt på det økumeniske plan, ⁷⁶ forladt deres vane med kun sjældent at fejre deres liturgi med Herrens nadver og har valgt at fejre den hver søndag. Desuden, hvis man sammenligner de periodiske liturgiske læsninger, der benyttes af forskellige af Vestens kristne fællesskaber, viser de sig i det væsentlige at være de samme. På det økumeniske plan⁷⁷ har der også været lagt særlig vægt på liturgien og liturgiske tegn (billeder, ikoner, liturgiske klæder, lys, røgelse, gester). Desuden er i teologiske skoler, hvor fremtidige præster uddannes, kurser i liturgiens historie og betydning begyndt at blive del af undervisningsplanen som resultat af et nyligt opdaget behov.

Disse ting er tegn på en konvergens med hensyn til forskellige aspekter af det sakramentale liv. Ganske vist er det på grund af uoverensstemmelser i trosanliggender endnu ikke muligt at fejre den samme eukaristiske liturgi i fællesskab. Og alligevel har vi et brændende ønske om at forenes i at fejre Herrens ene eukaristi, og dette ønske er allerede i sig selv en fælles lovprisning, en eneste ydmyg bøn. Sammen taler vi til Faderen, og mere og mere gør vi det "med ét hjerte". Somme tider synes det, at vi er nærmere ved at være i stand til endelig at besegle dette "virkelige skønt endnu ikke fulde" fællesskab. Hvem kunne for et århundrede siden blot have forestillet sig noget sådant?