65. Fælles rødder og ensartede omend anderledes overvejelser har ledet udviklingen i Vesten af den katolske kirke og af de kirkelige fællesskaber, der har deres oprindelse i Reformationen. Som følge heraf er de fælles om et "vesterlandsk" særpræg. Deres forskelligheder udelukker, som det er påvist, selv om de er betydningsfulde, derfor ikke indbyrdes vekselvirkning, og at de gensidigt supplerer hinanden

Den økumeniske bevægelse begyndte egentlig inden for Reformationens kirker og kirkelige fællesskaber. Omtrent samtidigt, i januar 1920, gav Det økumeniske Patriarkat udtryk for håbet, om at der kunne skabes en eller anden form for samarbejde mellem de kristne fællesskaber. Denne kendsgerning viser, at betydningen af kulturel baggrund ikke er den afgørende faktor. Det, der er væsentligt, er spørgsmålet om tro. Kristi, vor eneste Herres og Mesters bøn taler på samme måde til enhver både i Østen og i Vesten. Denne bøn bliver til en befaling om at lægge vore splittelser bag os for at søge og genoprette enhed som et resultat også af de bitre erfaringer af selve splittelsen.