76. Hvordan skulle jeg i denne sammenhæng kunne lade være med at omtale den økumeniske interesse for fred, der kommer til udtryk i stadigt i flere og flere kristnes bøn og handling og med en stadigt voksende teologisk inspiration? Det kunne slet ikke være anderledes. Tror vi ikke på Jesus Kristus, Fredsfyrsten? Kristne bliver mere og mere forenede i deres afvisning af vold, af enhver form for vold, fra krige til social uretfærdighed.

Vi er kaldede til at gøre os stadigt større anstrengelser, så at det må blive mere og mere tydeligt, at religiøse betragtninger ikke er den virkelige årsag til nuværende konflikter, skønt der desværre stadig er en risiko, for at religion bliver udnyttet til politiske og polemiske formål.

I 1986 i Assisi under Verdensdagen for bøn om fred bad kristne fra forskellige kirker og kirkelige fællesskaber med én røst til historiens Herre om fred i verden. Samme dag, på en anden, men tilsvarende måde bad jøder og repræsentanter for ikke-kristne religioner også for fred i et harmonisk udtryk for følelser, der gav genklang dybt i menneskets sjæl.

Jeg ønsker heller ikke at forbigå Bedeugen for fred i Europa, specielt på Balkan, som bragte mig tilbage til Frans af Assisis by som en pilgrim 9.-10. januar 1993, og Messen for fred på Balkan og specielt i Bosnien-Hercegovina, som jeg fejrede 23. januar 1994 i Peterskirken under Bedeugen for kristen enhed.

Når vi ser ud over verden, fyldes vore hjerter af glæde. For vi lægger mærke til, at kristne føler sig mere og mere udfordret af spørgsmålet om fred. De ser det i tæt sammenhæng med forkyndelsen af evangeliet og med Guds Riges komme.