83. Jeg har omtalt Faderens vilje og det åndelige sted, hvor ethvert fællesskab hører kaldet til at overvinde hindringerne for enhed. Alle kristne fællesskaber ved, at takket være den magt, de har fået af Helligånden, er det ikke ud over deres muligheder at adlyde den vilje og overvinde de hindringer. De har faktisk alle martyrer for den kristne tro. ¹³⁷ Trods vore tragiske adskillelser har disse brødre og søstre bevaret en så radikal og absolut hengivenhed for Kristus og for Faderen, så de er gået så langt som til at udgyde deres blod. Men er ikke denne samme hengivenhed centrum i det, som jeg har kaldt "omvendelsens dialog"? Er det ikke netop denne dialog, der klart viser behovet for en dybere og dybere erfaring af sandheden, hvis det fulde fællesskab skal opnås?