87. På den vej, der fører til fuld enhed, arbejder den økumeniske dialog på at vække indbyrdes broderlig hjælp, hvorved fællesskaber stræber efter gensidigt at give hinanden, hvad hver af dem behøver for at kunne vokse mod endegyldig fylde i overensstemmelse med Guds plan (sml. Ef.4,11-13). Jeg har sagt, hvordan vi som den katolske kirke er os bevidst, at vi har modtaget meget fra andre kirkers og kirkelige fællesskabers vidnesbyrd om visse fælles kristne værdier og fra studiet af disse værdier og endda fra den måde, hvorpå de har betonet og erfaret dem. Blandt de sidste tredive års landvindinger indtager denne broderlige indflydelse en vigtig plads. På det stadium, som vi nu har nået, ¹⁴⁴ må der regnes alvorligt med denne proces med indbyrdes berigelse. Byggende på det fællesskab, der allerede eksisterer som et resultat af de kirkelige elementer i de kristne fællesskaber, vil denne proces utvivlsomt blive en kraft, der tilskynder til fuldt og synligt fællesskab, det tilstræbte mål for den vej, vi vandrer. Her har vi det økumeniske udtryk for evangeliets lov om at dele med hinanden. Dette får mig til endnu engang at sige: "Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at imødekomme vore kristne brødres legitime ønsker og forventninger, ved at vi lærer deres tænkemåde og deres følelser at kende ... Hver enkelts talenter må udvikles til gavn og fordel for alle".¹⁴⁵