| Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library |
| Ioannes Paulus PP. II Ut unum sint IntraText CT - Text |
|
|
|
95. Alt dette må imidlertid altid gøres i fællesskab. Når den katolske kirke fastholder, at biskoppen af Roms embede svarer til Kristi vilje, adskiller den ikke dette embede fra den sendelse, der er betroet hele kredsen af biskopper, der også er "Kristi stedfortrædere og udsendinge".153 Biskoppen af Rom er medlem af deres "kollegium", og biskopperne er hans brødre i embedet. Hvad der har med alle kristne fællesskabers enhed at gøre, hører klart med til primatets opgaver. Som biskop af Rom er jeg helt klar over, hvad jeg igen har bekræftet i denne rundskrivelse, at Kristus brændende ønsker den hele og synlige enhed af alle de fællesskaber, hvori Guds Ånd i kraft af hans troskab bor. Jeg er overbevist om, at jeg har et særligt ansvar i denne henseende ved først og fremmest at anerkende de fleste kristne fællesskabers økumeniske forhåbninger og ved at give agt på den anmodning, de har rettet til mig, om at finde en metode til at udøve primatet på en måde, der uden at give afkald på, hvad der er væsentligt for dets opgave, ikke desto mindre er åbent over for en ny situation. Gennem et helt årtusind var kristne forenede i "troens og sakramenternes fællesskab. Dersom der opstod uenighed mellem dem med hensyn til troen eller den kirkelige disciplin, blev tvisten med alles samtykke afgjort ved den romerske stols voldgift".154 På denne måde udøver primatet sit enhedsembede. Da jeg henvendte mig til den økumeniske patriark Hans hellighed Dimitrios I, sagde jeg, at jeg var bevidst om, at "af mange forskellige grunde og imod alle impliceredes ønske, viste det, der skulle have været en tjeneste, sig tit i et helt andet lys. Men ... det er ud fra et ønske om virkeligt at adlyde Kristi vilje, at jeg erkender, at som biskop af Rom er jeg kaldet til at udøve det embede ... Jeg beder uophørligt Helligånden om at lade sit lys skinne på os og oplyse alle hyrderne og teologerne i vore kirker, så vi - naturligvis sammen - kan søge de former, hvori dette embede kan udføre en kærlighedens tjeneste, der anerkendes af alle, som den berører".155
|
153.Lumen Gentium, 27. (se note 8). 154.Unitatis Redintegratio, 14. (se note 5). 155.Prædiken i Peterskirken i nærvær af Dimitrios I, ærkebiskop af Konstantinopel og økumenisk patriark (6. december 1987), 3: AAS 80 (1988), 714. |
Table of Contents | Words: Alphabetical - Frequency - Inverse - Length - Statistics | Help | IntraText Library |
Best viewed with any browser at 800x600 or 768x1024 on Tablet PC IntraText® (V89) - Some rights reserved by EuloTech SRL - 1996-2007. Content in this page is licensed under a Creative Commons License |