17. Hvad andre kristne angår, har de vigtigste dokumenter fra Kommissionen for Tro og Kirkeforfatning²⁸ og erklæringerne fra talrige bilaterale dialoger allerede forsynet kristne fællesskaber med nyttige redskaber til at se, hvad der er nødvendigt for den økumeniske bevægelse og for den omvendelse, som den må inspirere til. Disse studier er vigtige ud fra to synspunkter: de viser den bemærkelsesværdige fremgang, der allerede er gjort, og de er en kilde til håb, for så vidt som de repræsenterer et sikkert grundlag for yderligere studium.

Forøgelsen af fællesskab i en reform, der er vedvarende og udføres i lyset af den apostolske tradition, er bestemt i kristnes nuværende situation et af økumenismens karakteristiske og vigtigste aspekter. Desuden er det en væsentlig garanti for fremtiden. De troende i den katolske kirke kan ikke glemme, at Det andet Vatikankoncils økumeniske fremstød er en af konsekvenserne af alt det, som Kirken på det tidspunkt forpligtede sig til at gøre for at udforske sig selv på ny i evangeliets og den store traditions lys. Min forgænger, pave Johannes XXIII, forstod dette tydeligt: da han indkaldte koncilet, nægtede han at adskille fornyelse og økumenisk åbenhed²⁹. Ved afslutningen af koncilet bekræftede pave Paul VI højtideligt koncilets økumeniske engagement, idet han fornyede kærlighedens dialog med de kirker, der er i fællesskab med patriarken af Konstantinopel, og forenede sig med patriarken i den konkrete og meget betydningsfulde gestus, der, hvad fortidens ekskommunikationer angik, "fordømte dem til glemsel" og "fjernede dem fra Kirkens erindring og fra dens midte". Det er værd at minde om, at oprettelsen af et specielt organ for økumeniske anliggender faldt sammen med påbegyndelsen af forberedelserne til Det andet Vatikankoncil³⁰, og at gennem dette organ spillede andre kristne fællesskabers meninger og bedømmelser en rolle i de store drøftelser om åbenbaringen, Kirken, økumenismens og religionsfrihedens beskaffenhed.

Lærens fundamentale betydning